Små glimt
Når tiden slukker dagens lys
og nattens ro oprinder
da viser sig på himlens hvælv
små glimt af livets minder
Der ser vi glimt af verdens gang
af sorger og af glæder
små glimt af smil i stråleglans
og glimt af smil der græder
På nattehimlen lyser klart
i tusindvis af stjerner
små glimt af det som var engang
og nu sig hastigt fjerner
Det sker at natten vender sig
og viser sig på vrangen
da flygter vi til drømmeland
og nyder fuglesangen
Og mens vi er i drømmeland
vi svæver bort med vinden
og mærker livet favner os
og kysser os på kinden
Når tiden atter tænder lys
og morgensolen skinner
blandt solens stråler plukker vi
en ny buket af minder
OG HERMED ØNSKES ET GODT NYTÅR!
Af digter og forfatter Poul Jansen i december 2019
Foto: Jens Kranen Photography.