Miraklet
Vi håbede miraklet
det ville finde sted
miraklet så vi alle
igen ku’ føle fred
og skønt at dine øjne
til tider viste frygt
du ønskede at vise os
du hvilede så trygt
Når vi to skulle sove
du altid tog min hånd
på denne måde bandt vi
et allersidste bånd
og stadigvæk jeg føler
du er mig ganske nær
og ofte når jeg sover ind
jeg føler det især
Når morgendagen gryer
og lyset titter frem
da savner jeg at mærke
du gi’r min hånd et klem
jeg rækker mod din pude
skønt pladsen den er tom
dog ta’r jeg puden i min favn
og vender mig så om
Der er så mange dufte
som minder mig om dig
der er så mange lyde
som ofte finder vej
når havets brænding bruser
når mågen skriger kort
da mindes jeg de ture som
vi gik før du gik bort
Nu aldrig dine øjne
igen skal vise frygt
og selv om du er borte
vi ved du hviler trygt
vi ved nu at miraklet
det endelig fandt sted
da du begyndte rejsen mod
vor fælles evighed
Af forfatter og digter Poul Jansen i december 2019
