Poul Jansen: Længsler

Denne lørdag sidst i august har vi fornøjelsen at bringe digtet "Længsler" af den lokale digter og forfatter Poul Jansen.

161
Længsler

Jeg længes efter lyset
når natten synes sort
en længsel efter lykken
som just er vandret bort
i ly for tordenregnen
jeg længes efter sol
og dennes spil i duggen
blandt bellis og viol

Jeg længes efter glæden
når sorgen banker på
når jorden drejer langsomt
og livet går i stå
med vemods greb i nakken
jeg strenger mig dog an
og skubber lidt til livet
så hårdt som jeg nu kan

Jeg længes efter frisind
når forbud kryber ind
og som en slange fletter
sig om mit åbne sind
den vrider sig og snor sig
dog kæmper jeg imod
at slangen skal forgifte
mit frisinds hjerteblod

Jeg længes efter frihed
når magten er i spil
når dunkle korridorer
os blot det bedste vil
en tornebusk i haven
naturens rænkespil
trods buskens duft og skønhed
den stikker hvor den vil

På friheds åbne vande
i frisinds muntre havn
jeg søger ind i glædens
og ind i lykkens favn
og efter mørket lyset
skal vise sig igen
små glimt i morgenduggen
en hilsen fra min ven


Af forfatter og digter Poul Jansen i august 2020.


Foto: Pixabay.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments