Poul Jansen: Hvor hav og himmel mødes

Den lokale netavis har denne mandag fornøjelsen af at kunne bringe digtet "Hvor hav og himmel mødes" af den lokale lyriker og forfatter Poul Jansen.

159
Foto: Elling.
Hvor hav og himmel mødes

Hvor hav og himmel mødes
vi mødtes første gang
mens alle havets bølger 
og lærkerne de sang
med nænsom hånd du flyttede
en sten foran mit sind
og iført vårens blomsterdragt
du svævede derind

Hvor hav og himmel mødes
ved klitlandskabets fod
blandt hyben lyng og porse
her satte vi vor rod
i sol og regn i slud og blæst
i læ ved vig og bugt
det sure med det søde når
vort løvtræ det bar frugt

Hvor hav og himmel mødes
de har et samlingssted
det hænder at vi rejser
dertil og finder fred
da gør vi lissom solen når
at denne går til ro
vi maler himlen purpurrød
alene kun vi to

Hvor hav og himmel mødes
der slutter vi engang
når tavshed fylder havet
og tavs er lærkesang
når tavst er livets åndedrag
og tavse vore sind
til samlingsstedet svæver vi
med vårens milde vind


Af lyriker og forfatter Poul Jansen, Hirtshals, september 2018.


Forsidefoto: Torben Elling.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments