Poul Jansen: Hjemstavn

Denne lørdag morgen i juni har vi fornøjelsen at bringe digtet "Hjemstavn" af lokale Poul Jansen.

109
HG 333 Isafold i solnedgang ud for Hirtshals i juni 2020. Foto: Preben Andersen.
Hjemstavn

Jeg vil leve hvor havet
det taler med mig
hvor vi sammen
kan synge en sang
iblandt hyben og havtorn
og lyngbakkers flor
hvor det dufter
af saltvand og tang
jeg vil bo her hvor højden
til himlen er størst
skønt man aldrig
kan nå helt derop
jeg vil mærke når blæsten
den reder mit hår
og ta’r fat i mit sind
og min krop

Jeg vil leve hvor havet
det taler med mig
her hvor brændingen
aldrig har fred
her hvor håbet og længslen
og drømmen samt jeg
vi har fundet
et frisindet sted
her vi hører når havfuglen
skriger sig hæs
og når havet
det råber gevalt
her vi mærker vi lever
hvert minut hvert sekund
når det smager af
stormvejr og salt


Af forfatter og digter Poul Jansen i juni 2020.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments