Ensomhed
Den dag da ensomheden
den åbnede min dør
jeg frøs til is og følte
at intet blev som før
den satte sig i stolen
den plads der før var din
med kroppens sprog den viste:
den stol den er nu min
Nu sidder ensomheden
tavs i din vante stol
den sidder helst i skygge
hvor helst du sad i sol
hver gang jeg taler til den
den stirrer stum og bleg
da prøver jeg fortvivlet
at drømme lidt om dig
Det sker at ensomheden
er borte for en stund
den går en tur alene
hver gang jeg ta’r et blund
men oftest er den med mig
og følger mig på vej
tit rækker jeg den hånden
og drømmer det er dig
Nu jeg og ensomheden
vi blevet er et par
og deler altid sammen
den tid som førhen var
når jeg med mine drømme
en dag er rejst til havs
alene ensomheden
i stolen sidder tavs
Af lyriker og forfatter Poul Jansen, november 2018, Hirtshals.
Foto: Privat.
Hvor fint og smukt ?