Den sidste gave
Du lukker dine øjne i
og virker træt og svag
igen en nat i søvnløshed
nu lakker det mod dag
jeg ta’r din kolde hånd i min
du får dit morgenblund
og denne morgen er måske
den sidste morgenstund
Derude synger fuglene
herinde er der tyst
en knude den har sat sig fast
dybt inde i mit bryst
da lukker jeg dit vindu’ op
og hører lærkesang
måske du føler i dit blund
et forår nok engang
Det mærkes at din pande nu
igen er febervarm
det smykke jeg for længst dig gav
smukt hviler mod din barm
og udenfor da lysner det
og solen kigger ind
den sender sine stråler mod
din feberhede kind
Og i mit sind jeg hører svagt
på ny dit tavse råb
og knuden strammes i mit bryst
omkring et bristet håb
forsigtigt på din sengekant
jeg sætter mig nu ned
og trods din tavse bøn om hjælp
fornemmes du har fred
Du lukker dine øjne op
en stund du misser lidt
og i det årle morgengry
jeg ser du smiler blidt
da stjæler jeg af solens lys
jeg griber lærkens sang
med fremstrakt hånd jeg rækker dig
en gave sidste gang
Af digter og forfatter Poul Jansen i december 2019.
Et smukt farvel, med alle følelser og sanselighed omkring et dødsleje. Verden udenfor er lys og fremadrettet, mens tidspunktet nærmer sig idenfor…Den evige stilhed…