En enorm sandørken, en enkelt klynge marehalm, et væltet bord, en transistorradio, store fodspor fører forbi bordet, små fodspor på vej væk, en lodret bordplade med farver, der løber nedad og danner…børnefigurer?
En ganske fredelig scene, men med en enorm dramatisk dybde, hvor man kan grue lidt for svaret..Er det begivenheder på det personlige plan? En kommentar til noget i tiden? Hvordan var det med Poul Anker Bech? Hvad blev han tvunget væk fra?, hvad følte han sig tvunget væk fra? So long..? Scenen som nævnt indledningsvist er fra Bechs billede ”Væltet bord i Råbjerg Mile”, og du må tage til Skagen for at se det…
Konkrete tolkninger af ovenstående og alle de andre af Poul Anker Bechs billeder får vi nok ikke, men måske får vi bud på svar i DET TABTE LAND, som spilles på Vendsyssel Teater frem til 20. oktober. Glæder mig til at se, hvilke spor dramaet afsætter og i hvilken retning…
Titlen på stykket har givetvis været til diskussion, men Poul Anker Bech har selv givet den. Værket med titlen DET TABTE LAND er tredelt og findes på Randers Kunstmuseum og sådan lidt overfladisk, så kunne man da godt have undt Poul Anker Bech at opleve det halve af Danmark gå i selvsving på grund af såvel folkevandringer som rekordsommer, for umiddelbart beskriver billederne, der udgør det samlede værk den modsatte tendens…
Titlerne på det enkelte billede i værket antyder det..: En vinter lang – I drift – Sommernat…..Bech forudser, at det er nordboerne, der søger sydpå for at genopleve den tabte fornemmelse af sommer, varme, accept som modpol til fremmedgørelse, forråelse, fordømmelse…i virkeligheden en bekymring over klimaet mellem mennesker…? Min tolkning er mindst lige så god som din…
Vendsyssel Kunstmuseum sætter særligt fokus på Poul Anker Bech med omvisninger to lørdage i september, den 22. og 29. kl. 14 begge dage – se mere: Vendsyssel Kunstmuseum
Se også: Vendsyssel Teater
So long – fra kælder til nye samlinger
Foto: Elling