Postgaarden i Hjørring fortæller fodboldhistorier

Torsdag kiggede mange af Brøndbys medrejsende fans indenfor til lidt opvarmning på Postgaarden, og søndag forventes også besøg af fodboldfans fra Århus - AGF - som spiller mod Vendsyssel FF klokken 14 på Nord Energi Arena i Hjørring.

622

Fodbold er populært også på Hjørrings ældste værtshus Postgaarden, hvor mange stamkunder har stor hjerter for store fodboldklubber.

Deres fodboldhjerter spænder lige fra Norwich City F.C. til Ipswich Town Football Club, fra Liverpool FC til Manchester United, fra F.C. København til Brøndby IF – og naturligvis fra vores egen Vendsyssel FF til Hirtshals Boldklub.

Torsdag kiggede mange af Brøndbys medrejsende fans indenfor til lidt opvarmning på Postgaarden, og søndag forventes også besøg af fodboldfans fra Århus – AGF – som spiller mod Vendsyssel FF klokken 14 på Nord Energi Arena i Hjørring.

På Postgaardens Facebook er vi faldet for dette spændende opslag med masser af interessant fodboldhistorie:

At vi også har en med et hjerte for de Hviie fra AGF er ikke nogen overraskelse – der er jo plads til alle på Postgaarden – og det har der været i alle de 115 år, det hæderkronede værtshus har eksisteret.

Nogle af vores gode stamkunder donerer engang imellem også vimpler og lignende, som vi naturligvis finder plads til at hænge op på væggen – dem er vi rigtig glade for.

Vores GF’er har også været i gemmerne, og er kommet med en donation, der nok ligger lidt ud over det normale – og klart hører til i den sjældne kategori. Det kræver lidt forhistorie:

AGF blev stiftet i 1880 – de fandt dog først ud af der fandtes noget, der hed fodbold i 1902 (gad vide hvad det egentlig lavede i de første 22 år…..). I rigtig mange år vidste de heller ikke, i AGF, at fodbolden var rund. Der gik faktisk 53 år inden de for alvor fik hul på bylden. Og så skal vi ellers lige love for, at de satte sig på Fodbold-Danmark.

Vi skriver den 5 juni 1955 – allersidste spillerunde bliver afviklet i bedste række – 1. division. AB og AGF lå á point på 1. og 2. pladsen, AB havde dog en bedre målscore – derfor lå de nr. 1. Og i sidste runde skulle AGF netop møde AB – på udebane i Københavns Idrætspark… Kravet var klart for GF’erne; vind kampen og bliv Dansk Mester for første gang i klubbens historie.

AGF havde en legendarisk træner, ungareren Géza Toldi, der forberedte sig grundigt til skæbnekampen. Pokalen skulle med hjem til Århus. Mesterskabet havde aldrig været vest for Storebælt.

Dagen inden kampen tog holdet lyntoget til København, således man kunne være friske og veludhvilede til det store opgør. Mange tusinde aarhusianere troppede op på Aarhus hovedbanegård for at sige farvel og ønske spillerne held og lykke med kampen.

Kampen blev ikke transmitteret i Danmarks Radio, da Dansk Boldspil-Union havde nedlagt forbud mod en direkte udsendelse i radioen. Man var bange for, at det ville afholde folk fra at tage ud at se de øvrige fodboldkampe denne dag – det var med andre ord RIGTIGT STORT….

Driftige og gæve aarhusianere udviste dog handlekraft, og arrangerede en privat direkte radiotransmission til Aarhus Stadion – med ingen ringeren end legendariske Gunnar Nu Hansen ved mikrofonen.

Mange aarhusianere var taget til København med tog eller Kalundborgfærgen. På Kalundborgfærgen solgte man små hvide AGF flag – hvor overskuddet gik til AGF’s ungdomsafdeling.

Der var denne dag 34.500 tilskuere inde for at se kampen i Københavns Idrætspark – og man anslog, at cirka 75 procent af tilskuerne holdt med AGF…..

Da kampens dommer Aage Poulsen lod ærten rotere for sidste gang i fløjten, var stillingen 3-1 til AGF – og AGF var således Dansk Mester for første gang.

Aarhus eksploderede selvsagt i en enorm glædesrus. Og spillerne fik en fortjent heltemodtagelse, da de med lyntoget ”Nordjyden” ankom til Aarhus, som nykårede danske mestre. De fik deres fortjente hyldest – en hyldest der tangerede befrielsen 10 år tidligere, hvor de engelske styrker fra The Royal Dragoons indtog byen i en sand festrus….

Fire dage senere vandt AGF ovenikøbet også Pokalfinalen og kunne dermed hjemføre ”The Double”. Hvad man ikke vidste, på daværende tidspunkt, var at man, med Guldalderholdet, var på vej ind i den største periode i klubbens historie og samtidig var med til at lægge fundamentet for den generelle opblomstring dansk fodbold fik – kulminerende med OL-sølvet i Rom i 1960 – året hvor AGF i øvrigt fik sit fjerde mesterskab inden for seks år. AGF nappede også ”The Double” i 1957 og 1960. Det er en præstation ingen andre klubber har overgået – inden for så kort en årrække.

Det er en masse udenomssnak om det, det virkelig handler om – donationen fra Postgaardens AGF-fan……

De små hvide AGF flag, som de solgte på Kalundborgfærgen – det er netop det, det drejer sig om….

Sådan et lille hvidt papirsflag fra den dag, hvor AGF blev mestre for første gang, har vores gode stamgæst doneret til os – og det er vi rigtigt glade for….

Den skarpe vil sikkert hurtigt sige; ”det er der ikke noget særligt, der ligger sikkert mange af disse flag rundt om i skuffer og skabe”. Og ja, det gør der helt sikkert……..

Men dette her flag er helt unikt – sikkert det eneste på jordkloden af sin slags. Fordi det er forsynet med autograferne fra alle spillerne fra AGF Mesterholdet 1955 – inklusiv Træneren, legendariske Géza Toldi.

Og hvilket hold – hvilket enestående hold:

Træner; Géza Toldi
Henry From, Målmand – Landsholdsspiller
Per Knudsen, Forsvar – Landsholdsspiller
Hans Chr. Nielsen, Forsvar – Landsholdsspiller
John Amdisen, Half Back – Landsholdsspiller
Jørgen Olesen, Half Back – Landsholdsspiller
Gunnar Kjeldbjerg, Inner-Wing
Aage Rou Jensen, Inner-Wing- Landsholdsspiller
Svenning Pilgaard, Wing
Frede Kjeldsen, Wing
Henning Bjerregaard, Centerforward – Landsholdsspiller
Erik ”Slagter” Jensen, Centerforward – Landsholdsspiller

Vi er på Postgaarden ydmyge og stolte – det er en voldsom gave med et voldsomt hold – måske det bedste rene danske hold nogensinde i dansk fodbold. Det er i sandhed en gave fra hjertet – i dette tilfælde et hvidt AGF-hjerte.☺️

Det kommer til at pryde vores væg, og det hænges op med behørig respekt – respekt for vores gode stamgæst og med respekt for dette unikke hold med tak til klubben – AGF for at de satte overordentlige dybe spor i den danske fodboldhistorie. Tusind tak.

Det ændre naturligvis ikke millimeter ved, at vi, som de fleste i Hjørring, håber, at AGF bliver sendt hjem til Aarhus med en ordentlig øretæve, når de møder Vendsyssel FF  søndag klokken 14.00.

Respekt for stamkunder og for ægte fodboldhjerter. Vi ses på Posten – Hjørrings ældste og hyggeligste værtshus.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments