Det blev et fint formiddagsmøde med hele tre veloplagte indlægsholdere ved Årets Nytårskur hos Venstre i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing.
Overskriften ”Ansvarligt, ordentligt og menneskeligt” refererede ganske naturligt til kommunens ældrepolitik, herunder den besluttede lukning af plejecentret Havbakken i Tornby.
Venstre havde inviteret formand for Ældrerådet i Hjørring Kommune, Kirsten Holst, til at tale om ”Nærvær frem for paragraffer.” Hun orienterede bl.a. om følgende:
Den bebudede lukning af Havbakken var først over for beboere og pårørende blevet formuleret i et noget uforståeligt sprog, hvilket dog efter en påpegning blev rettet.
Det er meget vigtigt, at personalet på ældrecentrere bryder sig om ældre mennesker – ”hånd på hånd”. Man skal ikke undervurdere ældre mennesker. De afsatte penge til ældrepuljen skal gå til ældre. Ældre ”skal ikke nøjes”.
Skatteminister Karsten Lauritzen er som bekendt indvalgt til Folketinget netop fra Hjørring-kredsen. Hans indlæg bar ganske naturligt præg af, at et kommende valg til Folketinget er på vej.
Udflytning af statslige arbejdspladser har været en af regeringens mærkesager, og det er da også blevet til intet mindre end 8.000 stk. Studie- og uddannelsespladser kan blive næste etape.
En tredje Limfjordsforbindelse blev omtalt.
Begrebet ”banditter i habitter” bliver hen ad vejen mere og mere aktuelt. I dag er det sådan, at hvis man bevidst svindler for op mod ½ mio kr., kan det alene ofte medføre blot en betinget dom. Vi skal sætte hårdere ind.
Byrådsmedlem og gruppeformand for Venstre, Henrik Jørgensen, berørte især ældrepolitikken: Et snævert flertal har besluttet at droppe ældreboligplanen. Venstre går ind for Ældrecentre i de fem områdebyer + Ældrecenter Mariebo i Tversted.
Efter hvert indlæg var der engagerede spørgsmål fra salen. Der efterlyses en debat om ældre og ældreboliger.
Foto: Elsebeth Madvig.