
Carsten Bøje Poulsen har i mange år været forsikringsmand og er gift med Vivi, som er sekretær i Hirtshals Golfklub.
Det sidste er nok et vigtigt aspekt i et portræt af Carsten Bøje Poulsen. Klubben fylder nemlig rigtig meget for ham og familien i hans egenskab af næstformand samt medlem af flere udvalg, men der bliver selvfølgelig også tid til de tre børn og to børnebørn. Her skal fokus dog være på hans og familiens store passion, som altså er golf.
– Interessen for golf kom helt automatisk, da vores ældste søn som 7-årig startede med golf i Kjul sammen med sin morfar. I dag spiller alle i familien, og det har vi stor glæde af, da vi sammen kan hygge os på banen uanset forskelligt niveau. Det er styrken ved golfsporten, fastslår Carsten.
– Herudover er der et dejligt socialt samvær og mulighed for en masse motion. En typisk runde svarer til omkring 10 kilometer, og det ville jeg ikke gøre ved bare at gå en tur i skoven. Her har den lille hvide bold, der skal flyttes med rundt, en vigtig rolle, forklarer den passionerede golfspiller.
Til en udenforstående, der aldrig har spillet, ville han angiveligt give vedkommende et spidsformuleret paradoks med dette citat: “Jeg hader golf, men jeg kan ikke vente, til jeg skal spille igen.” Det siger alt, mener han.
– Min største oplevelse er nemlig, hver gang jeg spiller og tror, at nu sker det, men golf foregår altså mest oppe mellem ørerne, og det skal man lære at acceptere, forklarer Carsten.
– Ellers er min bedste oplevelse at spille Old Course i St. Andrews i Skotland. Her får jeg sommerfugle i maven og det største kick, man kan forestille sig. Det er bare DET STØRSTE at spille på Home of Golf, understreger han med tydeligt eftertryk.
Carsten har været bestyrelsesmedlem i omkring 10 år og er lige nu næstformand med diverse udvalgsposter. Han mener i den forbindelse, at den lokale klub rent faktisk er godt på vej til at få en af de bedste baner i det nordvestlige Vendsyssel.
Det arbejde med netop banen anser han da også for meget vigtigt med henblik på at tiltrække gæster og nye spillere. Han ser gerne, at klubben får en større tilgang af yngre og en masse juniorer.
Det er for ham et absolut must for klubbens fremtid, da det er de nye og unge, der skal bære den videre.