Det gik som tidligere omtalt hårdt ud over en 16-årige dreng, da han natten til søndag klokken 01.18 blev påkørt af en bilist, der forsøgte at undslippe fra politiet.
Den 30-årige bilist, der var eftersøgt i forbindelse med en voldssag tidligere på aftenen, forsøgte at stikke af fra patruljen, da hans bil skred ud og ramte to personer. Den ene, en 17-årig pige, fik mindre knubs, imens den anden, en 16-årig dreng, kom alvorligt til skade ved ulykken idet han blev klemt mellem bilen og en husmur. Sammenstødet var så voldsomt, at muren tog skade.
Den 16-årige er indlagt på Aalborg Universitetshospital, og hans tilstand betegnes som stabil.
Han var til fest på Dalsagervej i Hirtshals, da ulykken skete.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed vil undersøge episoden samt politiets rolle nærmere, oplyser myndigheden i en pressemeddelelse.
Efterlyser vidner
I den forbindelse vil Politiklagemyndigheden gerne i kontakt med vidner, som har overværet episoden eller i øvrigt har oplysninger i sagen. Politiklagemyndigheden kan kontaktes via hjemmesiden politiklagemyndigheden.dk.
Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Politiklagemyndigheden.
Varetægtfængslet i 17 dage
Den 30-årig mand er nu i politiets varetægt. Han blev søndag eftermiddag varetægtsfængslet i et grundlovsforhør sigtet for kvalificeret vold begået i Hirtshals søndag aften ved 20-tiden.
Ifølge politiets vagtchef handler voldssagen om, at en mand blev slået med en hammer i ryggen.
Den 30-årige er nu varetægtsfængslet i 17 dage.
Foto: Per Frank Paulsen
Kilde: TV2 Nord.