Flere områder omkring de nordjyske byer Aabybro, Pandrup, Brønderslev og Hjallerup har det seneste stykke tid været plaget af indbrud.
Det har fået Nordjyllands Politi til at skærpe indsatsen mod tyvene, og det har mandag eftermiddag ført til to anholdelser.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet har anholdt to mænd på henholdsvis 37 og 39 år, der mistænkes for at stå bag flere indbrud i de førnævnte områder.
Begge mænd har tilknytning til en adresse i Randers, men blev anholdt på motorvejen, syd for Aalborg, da politiet slog til en anholdelsesaktion, der blev tilrettelagt efter en kort, men meget intens efterforskning.
– Det er med stor tilfredshed, at jeg kan notere mig, at vi efter en solid indsats hurtigt kunne skride til anholdelse af to formodede indbrudstyve, siger lederen af politiets indbrudsefterforskning, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.
Han håber på, at nordjyderne nu vil opleve en opbremsning i de mange indbrud, der har plaget landsdelen i den seneste tid.
De to anholdte mænd fremstilles i grundlovsforhør tirsdag. Tidspunkt og sted er ikke fastlagt på nuværende tidspunkt.
Nordjyllands Politi efterlyser fortsat to andre mænd, der ligeledes er mistænkt for at stå bag flere af indbrudene i Vendsyssel.
Kilde: TV2 Nord.
Foto: Politi.dk.