”Kør bil, når du kører bil”. Sådan lyder budskabet fra Rådet for Sikker Trafik.
Et budskab, de fleste nok kender til. Det er bare ikke alle, der så husker at køre bil, når de kører bil.
Rigspolitiets Nationale Færdselscenter har gennemført en undersøgelse, hvor 26.000 trafikanter er blevet observeret. Undersøgelsen viser, at seks procent af alle førere af personbiler og varevogne udfører handlinger, der kan distrahere dem.
De taler for eksempel i håndholdt mobiltelefon, indstiller GPS’en eller spiser, mens de kører bil.
Det kan måske virke harmløst – men uopmærksomhed er ifølge Vejdirektoratet involveret i omkring hver tredje dødsulykke i trafikken.
– Selv få sekunders uopmærksomhed kan betyde, at man overser en anden trafikant eller kommer til at trække over i modsatte vognbane og rammer en modkørende frontalt, siger Christian Berthelsen, der er politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Det er især førere af tunge køretøjer såsom lastbiler, der er slemme til at udføre distraherende handlinger. I undersøgelsen var det 15 procent af dem, der var uopmærksomme – altså over dobbelt så mange som førerne af personbiler.
For at gøre flere bilister opmærksomme på faren ved at være uopmærksom sætter landets 12 politikredse ind med en uopmærksomhedskontrol fra mandag til søndag.
– Uopmærksomhed er risikabelt for alle trafikanter, og derfor er det vigtigt at alle, som bevæger sig rundt i trafikken også holder fokus på trafikken, siger politiassistent Christian Berthelsen.
I Rigspolitiets færdselsstrategi frem mod 2020 er uopmærksomhed et af tre skærpede fokuspunkter.
Hvad kan tage din opmærksomhed, når du kører bil?
Uopmærksomhed skyldes ikke, som mange fejlagtigt tror, ting uden for bilen. 70% af de ting, der tager opmærksomheden findes i bilen. Det kan fx være at:
- du taler i telefon eller læser/skriver SMS
- du indstiller GPS eller radio
- du samler ting op fra gulv eller handskerum
- du spiser eller drikker
- du tager dig af urolige børn eller taler med dine medpassagerer
- du har tankerne et helt andet sted eller er stresset
Du ved godt, det er farligt. Og alligevel kan du måske ikke helt sige dig fri for at have gjort nogle af tingene. Måske prøver du at kompensere ved at sætte farten ned imens, men det er ikke altid nok til at forhindre risikoen for ulykker.
Risikoen for ulykker øges markant fordi man reagerer for sent og for langsomt på uventede situationer. Og har du ikke øjnene med dig, når du måske slet ikke at reagere!
Kilde: TV2 Nord og Rådet for Sikker Trafik.
Foto: Arkiv.