Hirtshals og omegn ser indtil videre ud til at være sluppet for alvorlige ulykker, da stormen Urd passerede det nordvestlige Vendsyssel. Der er heldigvis ingen personer kommet til skade som følge af stormen.
Nordjyllands Politi har udelukkende modtaget henvendelser om skader af materiel karakter. Der er imidlertid kommet mange meldinger om væltede træer, skilte og lysmaster. Derudover løsrevne tagsten og julebelysning. Vandstanden er også flere steder forhøjet, mens vinden er aftagende i Vendsyssel.
– Nordjyderne har gennem hele aftenen respekteret vores anbefalinger om at undgå unødig udkørsel, hvilket vi er rigtig glade for, udtaler vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi.
Indsatsen er blevet koordineret fra politiets kommandocentral i et godt og tæt samarbejde med deres lokale samarbejdspartnere fra Falck, Nordjyllands Beredskabet, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet.
Foto: Henning Hansen.