
Efter lørdagens fadæse i Dronninglund, hvor førsteholdet fra Hirtshals Boldklub ifølge Martin Eriksen smed sejren væk med under fem minutter tilbage, er deres sæson så godt som ovre. De smed med hans ord det sidste håb for et lille mirakel og spiller derfor blot om sekundære placeringer i forårssæsonens sidste kamp fredag på Schlie Arena.
– I mellemtiden lever vi stadig i DBU’s pokalturnering efter vores vanvittige comeback-sejr over Hjørring Frem et par uger tilbage. Lodtrækningen har efterfølgende givet os Jyllandsserie 1-mandskabet fra Brønderslev, som vi tidligere har mødt utallige gange i turneringen, siger Martin Eriksen.
– Der skal derfor ikke herske nogen tvivl om, at vores fokus nu ligger 100% på pokalturneringen. Vi går all-in på at spille os videre i aften, trække en overkommelig modstander til næste uges runde og dermed spille os ind i den officielle turnering, hvor divisionsholdene venter efter sommerferien. Her tænker vi selvfølgelig tilbage på tidligere pokalbesøg fra bl.a. Viborg, Skive og Vendsyssel FF, som er oplevelser man sjældent får på vores niveau og i vores by. Det skal forfølges med alt hvad vi har, understreger Martin Eriksen.
– Men nu handler det selvfølgelig først og fremmest om en sejr i tirsdagens kamp, hvor et højere rangeret mandskab kommer på besøg. Brønderslev har ikke haft den bedste sæson i Jyllandsserien, og har således kun vundet to kampe i 13 forsøg. Heldigt for dem kan man ikke rykke ned fra Jyllandsserien 1, men jeg spår alligevel et hold uden meget selvtillid og som bestemt er til at tale med. Og er der noget som vi traditionelt set er gode til på Hirtshals Boldklubs førstehold, er det at slå højere rangerede hold. Så jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til aftenens kamp, og med den rette opbakning på lægterne skal vi gøre alt hvad vi kan på banen, slutter Martin Eriksen.
Foto: Arkiv.