Point i sidste øjeblik for Fortuna

Fortuna leverede under evne og fik med nød og næppe 2-1 mod Kolding Q.

148
Foto: Arkiv.

Endnu engang gav Kolding Q ligaens nr. to fra Fortuna Hjørring grå hår i hovedet. En kamp, hvor Fortuna slet ikke leverede det, som holdet ellers har evner til. Og der blev da også tale om mere end almindelig spænding, da kampen skulle helt hen i det 91. minut, inden sejren og de tre points dermed var hjemme.

Kampen startede ellers nydeligt for Fortuna. Selv om spillet virkede lettere uorganiseret, og der var mangel på den sidste gejst, blev det efter 22 minutters spil til en føring på 1-0.
Det var Florentina Olar, der senere blev kåret til kampens spille, som sørgede for føringen efter et nydeligt oplæg fra Sanni Franssi.

Med sådan en føring har man det på Nord Energi Arena med at sætte snuden op efter en komfortabel sejr, men sådan skulle det ikke blive. I stedet for Fortuna-dominans rodede Kolding Q sig mere ind i spillet, og tre minutter før pausen faldt udligningen. Det var manglende koncentration i Fortunas forsvar og en til gengæld koncentreret og viljefast Lotte Troelsgaard, som udgjorde en kombination, der skaffede udligning.

Anden halvleg blev en meget rodet omgang, Der var langt mellem noget opmuntrende, så det blev ikke den store oplevelse for de 209 tilskuere.

I slutspillets første kamp mødte Fortuna Kolding Q i Kolding, og den kamp sluttede 1-1. En del tydede på, at det var på vej til noget lignende mandag eftermiddag, men så i det 91. minut ville Sara Thrige noget andet. Hun trængte igennem forsvaret og placerede bolden nydeligt uden for Mia Reedtz’ rækkevidde.

Med denne scoring blev der plads til en anelse påskeglæde i Hjørring.

Fortuna bevarer sin andenplads ni points foran VSK Århus og 13 points foran Kolding Q. Men der er stadig fire points op til førerholdet Brøndby, som i mandagens kamp sejrede sikkert over Thy Thisted.

Der er ikke meget, som tyder på, at Brøndby giver afkald på årets danske mesterskab.
Skal Fortuna markere sig i forhold til Brøndby, må det være i Sydbank Pokalfinalen, der spilles i Brøndby lørdag den 18. maj.

Kampen i tal:
22. minut 1-0 Florentina Olar
43. minut 1-1 Lotte Troelsgaard
91 minutter 2-1 Sara Thrige.

Udskiftninger
Fortuna 70 min. Ud Frederikke Thøgersen ind Sara Holmgaard, 74, minut ud Karen Holmgaard ind Caroline Rask, 79. minut ud Sanni Franssi ind Lise Dissing.
Kolding Q: 61. minut ud Caroline Arendtsen Jensen ind Sophia Raval Husted, 74. minut ud Signe Boysen ind Ea Rasmussen, 87. minut ud Molli S. Plasmann ind Pernille Gohr

Gult kort i 65. minut Lotte Troelsgaard, Kolding Q

Kampens dommer Michael Kastenskov. Linjevogtere Per Væhrens og Lasse Luther

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments