Planen for storstilet udsigtssti i Hirtshals fik bifald ved generalforsamlingen hos Byforum

Byforum har afholdt generalforsamling med efterfølgende orienteringsmøde med deltagelse af repræsentantskabet.

1351
Udsigtsstiens gangbro over Skagerakvej.

Generalforsamlingen blev ledet af advokat Olav Pedersen, hvor ca. 30 medlemmer var mødt op.

Næstformand Jørgen Rottbøll indledte med bestyrelsens beretning, hvor han gjorde status over Byforums arbejde og udfordringer i det forløbne år. Han tog udgangspunkt i, at Byforum efter kun to driftsår har fundet sin driftsform som en art borgerforening, der har byudvikling og pleje af borgernes trivsel øverst på dagsordenen fremfor events og lignende.

Byforum har en omfattende projektpulje og bestyrelsen har valgt at holde fokus på fremme af bearbejdningen af disse fremfor optagelse nye krævende opgaver. Baggrunden for beslutningen sker i erkendelse af at bearbejdningstiden med flere involverede parter tager meget lang tid, hvilket tillige skal ses i sammenhæng med, at Byforums arbejde beror på ulønnet frivilligt arbejde udført af lokale ildsjæle.

Jørgen Rottbøll fremhævede især to projekter, hvor projektgrundlaget er færdiggjort. Dette drejer sig om ”Hirtshals Bænken”, som Byforum har udviklet i samarbejde med vores lokale møbeldesigner Rainer Daumiller samt den omfattende plan for ”Udsigtsstien ved Hirtshals”, hvor finansieringsprocessen er under igangsætning.

Udsigtsstiens gangbro over Jyllandsgade.

Andre projekter afventer Kommunens stillingtagen til gennemførelse og i denne pulje findes både trafiksikringstiltag, byrumsforskønnelser samt mere langsigtede byudviklingstiltag.

Afslutningsvis føjede han til, at Byforum har sammen med Hirtshals Handel & Erhverv og Hirtshals Turistforening etableret et foreningssamråd, som vil arbejde med konstruktive tiltag til byens bedste. Herudover har bykoordinator og bestyrelsesmedlemmer været involveret forundersøgelse vedrørende ”Naturens Hus”, hjulpet til med betjening af Naturmødets” info-stand og P-vagt koordinering, deltaget i områdefornyelsesmøder og gennemførelse af arrangementer i forbindelse med byens 100-års jubilæum.

Formand John Kongerslev aflagde herefter foreningen regnskab, der udviser et resultat på kr. 14.000 og en formue på kr. 42.000. Foreningen har ved årets udgang 69 medlemmer.

Herefter var der valg til bestyrelse. Fem medlemmer var på valg, Susanne Fibiger, Claus Roden Jensen og Jørgen Jensen udtrådte af bestyrelsen, John Kongerslev og Jørgen Rottbøll modtog genvalg og Ole Møgelmose samt Anders Pedersen blev nyvalgt. Herefter består bestyrelsen af 8 personer.

Medlemsmødet

Efter generalforsamlingen blev afholdt medlemsmøde, hvor formanden præsenterede forsamlingen for omfanget af Byforums aktiviteter og projekter.

”Hirtshals Bænken” stod først for. Efter at prototyperne har været opstillet sommeren over og er blevet afprøvet af både byens beboere og besøgende turister, har Byforum modtaget mange positive tilkendegivelser om både bænkenes udseende og opstillingsstedet med den unikke udsigt over hav og havn ved Kystvejen. Teknisk evaluering og videreudvikling af det modulopbyggede system sker for tiden, og et produktprogram med mange varianter vil være klar til fremstilling i løbet af foråret i år.

Den gode respons fra prøveopstillingen har resulteret i, at Byforum har sendt forslag til Kommunen om etablering af en grusbelagt ”Solnedgangsplads” med en slyngende langbænk samme sted og uden udgift for Kommunen.

Byforums masterprojekt ”Udsigtssti ved Hirtshals” har krævet betydelige ressourcer og en flerårig indsats, for at nå frem til den projektplan som kunne præsenteres i helt dugfrisk prøvetryk. Projektet omfatter en 3,2 km lang handicap venlig stiforbindelse for fodgængere, der forbinder Hirtshals Fyr med en oplevelsesrig rute via naturområdet ”Leret” og byens centrum til Nordsøen Oceanarium. Stiforløbet projekteres anlagt på toppen af havskrænten med udsigt over hav, strand og havn.

Det er Byforums opfattelse, at Udsigtsstien er et rettidigt og velplaceret supplement til byens infrastruktur og spændende oplevelsestilbud. Finansieringsprocessen med ansøgninger til fonde og andre interessenter finder sted i de kommende måneder, og det forventes, at der i sensommeren kan træffes endelig beslutning om Udsigtsstiens etablering.

Anlægsinvesteringen er budgetteret til ca. kr. 7,1 mio., hvilket omfatter 1,5 m bred gangsti, gangbroer over Jyllandsgade og Skagerakvej, belysning i byzone, skilte- og infotavler mv. og etablering af opholdspladser udstyret med ”Hirtshals Bænken”.  Byforum har opnået de nødvendige tilladelser fra både myndigheder og berørte grundejere til etablering af, det ønskede stiforløb.

Stiforløb med angivelse af oplevelsessteder mv.

Byforum er til for borgerne og for at fremme et engageret lokalt præg på udviklingen af lokalområdet. Derfor arbejdes kontinuerligt med at hive den røde tråd fremad i en helhedsplan, der vil være til gavn for byens fremtid og bosætning. En lang række spændende projekter ligger i støbeformen og kan ses på Byforums hjemmeside www.byforum-hirtshals.dk

Følgende initiativer og planer, som arbejdsgrupper med interesserede borgere er involveret i, blev bl.a. gennemgået: trafiksikring ved Hovedvejen og sydlige del af Kystvejen, opgradering af byens stier og parker, forskønnelse af Mekaniker Holsts Plads i Hjørringgade, parkerings- og adkomstforhold ved Banegårdspladsen og Jernbaneperronen, Idéer og forslag til Vesthavnens fremtid, Renovering og opsætning af Kompasretningspælen samt samarbejdsprojektet med Hirtshals Handel & Erhverv og Hirtshals Turistforening vedrørende indfaldsveje og vejvisning i bykernen.

Byforum vil i løbet af 2020 søge at etablere service grupper af frivillige borgere til at løse forskellige praktiske opgaver i og omkring byen. Dette kan bl.a. omfatte opsætning af flagstænger ved festlige lejligheder i byens centrum samt andre serviceopgaver til indbydende fordel for byens udseende og funktioner. Grupperne etableres i samarbejde med Hirtshals Handel & Erhverv og Hirtshals Turistforening. Interesserede borgere må gerne kontakte bykoordinator John Kongerslev for mere information om deltagelse i en arbejdsgruppe.

Byforum ser frem til et konstruktivt og spændende år for udviklingen af projekter og initiativer til fordel for en fortsat positiv udvikling af Hirtshals. Hvis du eller dit firma er interesseret i at støtte Byforums arbejde til gavn for borgerne og bymiljøet, har du mulighed for at indmelde dig i repræsentantskabet via Byforums hjemmeside.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments