Hjørring Kommune har nu som vedtaget på byrådsmødet forleden sendt en lokalplan, der skal lovliggøre en ny dagligvarebutik i Hjørring, i offentlig høring i otte uger – fra 6. marts til 1. maj 2019.
Lokalplanen giver Aldi mulighed for at opføre en ny dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter med tilhørende parkeringsanlæg og med adgang fra Ringvejen og Heerfordtsvej ved Circle K for enden af Frilandsvej ved rundkørslen.
Alle har mulighed for at rose eller rise forslag til lokalplan nr. 110-L12 og kommuneplantillæg nr. 25 – Lokalcenter ved Frilandsvej og Heerfordtsvej, der giver mulighed for, at der kan etableres en ny og tidssvarende dagligvarebutik i området.
Tre parcelhuse skal fjernes for at give plads til den nye store Aldi-butik, der skal afløse den nuværende 500 kvadratmeter mindre Aldi-butik på Frilandsvej få hundrede meter fra det nye projekt.
Lokalplanområdet omfatter på nuværende tidspunkt en ubenyttet erhvervsgrund samt tre boligejendomme i forlængelse af erhvervsgrunden. Lokalplanområdet omfatter således både et område, der i kommuneplanen er udlagt til erhverv, og et område der er udlagt til boligformål.
Hjørring Kommune vurderer, at planen ikke er omfattet af lovens krav om, at der skal foretages en miljøvurdering.
Dette begrundes med: Planen fastlægger ikke rammer for projekter, der er omfattet af lovens bilag 1 eller 2 (§ 8, stk. 1, nr. 1). Planen medfører ikke krav om en vurdering af indvirkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde (Natura2000) (§ 8, stk. 1, nr. 2).
Planen fastlægger rammer for fremtidige anlægstilladelser, men planen antages dog ikke at få væsentlig indvirkning på miljøet (§ 8, stk. 2, nr. 2), fordi:
• Der er hverken landskabelige, biologiske eller kulturhistoriske værdier i området
• Planen vil kun få begrænset miljømæssig betydning i forhold til borgernes sundhed, miljøet og trafikale forhold, da området ligger i et i forvejen trafikeret område, således den trafikale ændring vil være begrænset.
Retsvirkninger
Når lokalplanforslaget er fremlagt i offentlig høring, må der ikke ske ændringer i området, som kan foregribe planens indhold, før planen er endeligt vedtaget. Eksisterende lovlige forhold kan fortsætte som hidtil. Efter en endelig vedtagelse skal eventuelle ændringer være i overensstemmelse med planen.
Forslaget til kommuneplantillæg har ingen direkte retsvirkninger over for de ejendomme, der er omfattet af tillægget.
Klagemulighed
Du kan klage til Planklagenævnet over Hjørring Kommunes beslutning om planforslags fremlæggelse i offentlig høring og kommunens afgørelse om miljøvurdering. Klagefristen er den 3. april 2019.
Klagevejledning
Hvis du ønsker at klage over denne afgørelse, skal du klage til Planklagenævnet via Klageportalen, som du kan finde via www.naevneneshus.dk. Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog fra bekendtgørelsen.
Klagen er indgivet, når den er tilgængelig for Hjørring Kommune i Klageportalen. Når du klager, skal du betale et gebyr, som fremgår af klagenævnenes hjemmeside. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Planklagenævnet betaler dit gebyr tilbage, hvis du får helt eller delvist medhold i din klage.
Du kan klage over retlige spørgsmål. Det vil sige, at du kan klage, hvis du for eksempel mener, at kommunen ikke har haft lovgrundlag til at træffe afgørelsen. Du kan derimod ikke klage over, at kommunen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse. (Planlovens §§ 58-59)
Du kan i helt særlige tilfælde blive undtaget fra kravet om at bruge Klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget fra at bruge Klageportalen, skal du ansøge konkret om det. Du skal sende din klage og en begrundet anmodning til at blive fritaget for at bruge Klageportalen senest fire uger fra modtagelsen af dette brev.
Klage og anmodning sendes til Hjørring Kommune på tmplan@hjoerring.dk eller alternativt til Hjørring Kommune, Team Plan og Erhvervsudvikling, Springvandspladsen 5, 9800 Hjørring. Hjørring Kommune sender anmodningen til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt du kan fritages fra at bruge Klageportalen.
Domstolsprøvelse
Hvis du vil indbringe kommunens afgørelse for domstolene, skal det ske inden seks måneder fra modtagelsen af dette brev. (Planlovens § 62, stk. 1.)