
Jesper Jensen er såkaldt landdistriktvækstpilot. Han har nu i snart to år været ansat hos Greenway i Tolne, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
Oprindelig med den snævre opgave at udvikle virksomhedens produktion og salg af kassefyld. Reelt har Jesper Jensen løftet hele virksomheden ind på en digital platform.

”En landdistriktvækstpilot har en videregående uddannelse og skal hjælpe mindre virksomheder med at skabe vækst og beskæftigelse.”
Sådan hedder det ordret i Innovationsfondens retningslinjer for ordningen.
Hos Greenway stod direktør Søren Andreasen for et par år siden med et produktionsapparat til fremstilling af kassefyld fremstillet af 100 pct. nedbrydeligt majsstivelse. Men hvordan skulle han få gang i afsætningen?
Via råd og bistand fra Hjørring ErhvervsCenter søgte og fik Søren Andreasen mulighed for at ansætte en vækstpilot med tilskud i to år til at løse opgaven.
Valget faldt på Jesper Jensen, der i sommeren 2016 blev færdiguddannet som cand. merc. i international markedsføring fra Aalborg Universitet.
Den oprindelig opgave – afsætning af kassefyld – er lykkedes så godt, at Greenway i 2018 solgte 6000 sække af det bæredygtige produkt og forventer at sælge 16.000 sække i indeværende år.
Jesper Jensen viste sig imidlertid at have en bredere kompetence, som Greenway i høj grad havde brug for. Nemlig viden om digitalisering. Så vækstpiloten har i snart to år arbejdet med at digitalisere markedsføring og afsætning af hele Greenways portefølje af produkter til catering og emballage. Alle produkter er produceret af 100 pct. nedbrydelige plantefibre, f. eks. palmeblade.
Markedsføringen af produkterne foregår nu primært via sociale medier, hvor potentielle kunder får kendskab til produkterne.
Greenway har desuden fået en tidssvarende hjemmeside med tilhørende webshop, hvor produkterne kan bestilles direkte.
Webshoppen er knyttet til Greenways interne administration, så alle arbejdsgange efterhånden er ved at være digitaliseret.
I pilot-perioden har Greenway fået et tilskud til Jesper Jensens løn på 300.000 kr. Nu er perioden ved at være udløbet, men Jesper Jensen og hans digitale kompetencer er så værdifulde for den fortsatte udvikling af Greenway, at hans ansættelse fortsætter, selv om tilskuddet fra Innovationsfonden udløber.
Information om landdistriktsvækstpilot-ordningen kan fås hos Hjørring ErhvervsCenter på telefon 96 23 26 00, e-mail [email protected].