Pia Munk Jensen har fundet hjem til Hirtshals

Lørdag aften skrev Pia Munk Jensen et indlæg i gruppen Lilleheden på Facebook. Denne søndag har hun yderligere oplysninger i den personlige historie, som hun har sendt til FlaskePosten.

67

Lørdagens indlæg i gruppen Lilleheden på Facebook:

Jeg blev opfordret til at skrive her, da jeg i går faldt i snak med en flink mand ved lægevagten.

Så jeg håber mit indlæg læses med positiv nysgerrighed.

Alle snakker jo med alle heroppe…det er åbenbart helt normalt, og pludselig forstår jeg, hvorfor jeg er som jeg er…
Det ligger i mine gener… Jeg skulle nemlig være vokset op heroppe højt mod nord, med højt til himlen og Vesterhavets evige sus.

Min mor blev gravid i 1968… Og sendt væk… Til Sjælland … Fødte mig, og måtte så vende hjem til Hirtshals igen … Alene.

Tilbage på Sjælland efterlod hun mig.
Jeg voksede trygt op hos min adoptiv familie … Elsket og ønsket … Men alligevel mangler jeg min historie , mine rødder.

Jeg fandt min mor og fik hendes historie …hun kom sig aldrig over at blive tvunget til at bortadoptere sit første barn, og døde desværre alt for tidligt.

Jeg vil så gerne høre fra nogen der kendte hende … Eller ham hun fortalte gjorde hende gravid.
Kendte den unge Berit… Kendte hendes familie. Måske er der gamle skolekammerater her i gruppen ?

Hun hed Berit Nielsen og var født i 1950.
Hendes forældre hed Else og Thomas Nielsen, og hendes lillesøster hedder Helle (min moster som jeg har kontakt med i dag, dejlig kontakt, men hun var en del yngre end Berit og anede ikke hvad der skete dengang).
Hun gik på Hirtshals skole.

Pia_Munk_Jensen_Hirtshals_FlaskePosten_2

Pia og mosteren Helle.

De boede i Finlandsgade 25 da hun blev gravid.
Hun fortalte at min biologiske far hed Ivan Kerstein og kom fra København.
Han var vidst nok lidt af en rod
Han færdedes vidst meget på havnen i Hirtshals i 67/68. Hun fortalte aldrig ham at hun blev gravid… Jeg tror faktisk kun det er mig der fik hans navn.

Jeg er så nysgerrig.
Jeg føler mig hjemme på en underlig måde heroppe… Vi har købt en lejlighed ude ved Fyrklit, min mand og jeg, så nu kommer jeg tit herop.

Jeg spøger tit med, at selv om de sendte mig helt til Sjælland i 68, så vendte jeg alligevel tilbage… En søgende sjæl om man vil… Men det er vel meget naturligt.

Jeres dialekt er så bekendt, selv om jeg ikke voksede op med den, men jeg føler alligevel en tryghed når I taler … Pudsigt når jeg selv er så drævende sjællandsk , tangerende til bondsk.

Hvis nogen kan huske tilbage og fortælle lidt om hvor jeg stammer fra heroppe , vil det gøre mig meget glad.

Og til dig fra lægevagtens venteværelse i går, tak for en hyggelig snak.. Og et godt grin da jeg ikke forstod et eneste ord af en snak to Vendelboere havde.

Søndagens uddybende indlæg til FlaskePosten:

Jeg er selv meget overvældet over alle de kommentarer samt alle de personlige beskeder folk har givet sig tid til at skrive.

Jeg blir budt velkommen som en ægte Vendelbo … Det føles som om at høre til…

Jeg har sagt fra første gang vi stod på vores altan i vores lejlighed ude på Fyrklit, at jeg følte havet kaldte mig hjem… Bød mig velkommen, som om det ville sige “ja, du hører til her”.

Når kvinderne taler jeres dialekt føles det trygt og godt…. Som Sigurd Barret sagde i morges i go’ morgen Danmark , så er dialektens melodi bekendt.

Jeg voksede op på Sjælland hos en kærlig familie, ønsket , elsket og godt forkælet… Men som alle adopterede kommer der en dag, hvor behovet for at kende sine rødder , sin historie, trænger sig på. Jeg mødte Berit da jeg var 28 og selv blevet mor…

Jeg forstod ikke hvordan man kunne give sit barn fra sig… Jeg erfarede at hun bestemt ikke gav mig bort…

Hun blev tvunget til det… Og så talte man ikke mere om det… Hun ville ikke tage mig med til Nordjylland … Men gav mig to brødre som jeg har kontakt med i dag.

Forrige år mødte jeg så min moster i Løkken og hendes mand, og det var som at komme hjem. Igen blev jeg modtaget med åbne arme, budt velkommen, og det betyder rigtig meget.

Jeg har endnu til gode at møde min mormors moster… Hun vidste det, men holdt som lovet på hemmeligheden … Jeg ønsker sådan at fortælle hende at det gik mig godt … Hun er den eneste tilbage der i hele mit liv har vidst jeg var til.

I dag fik jeg kontakt med ham der angiveligt var far til mig. Han anede det ikke… Så forståeligt nok er han sikkert lidt chokeret… Det blir spændende at høre hans version. Men det vigtigste af alt er , at jeg nu ved, hvis det er ham, blev jeg til i kærlighed imellem to unge mennesker, at de ikke fik den støtte de havde haft brug for er fortid … Nutiden er at jeg er tilbage hvor mit liv begyndte …

Så tit vi kan tager min mand og jeg turen til vores lille Paradis på Fyrklit… Og dér, med Vesterhavet foran mig, og udsigt til de store piloner (eller hvad boreriggenes ben der stritter op i luften hedder) imellem hav og Hirtshals havn….

Dér bindes mit liv sammen i den smukkeste sløjfe af helhed… Et bånd der strækker sig fra Hirtshals hvor jeg blev skabt, til Sjælland hvor jeg voksede op som en glad lille pige, og tilbage til Hirtshals hvor jeg prøver at stykke det puslespil sammen der handler om mit liv, om den jeg er….

Det er virkelig stort.

Læs alle kommentarerne til indlægget her: Lilleheden på Facebook

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments