Peter Vilhelm Nielsen udstiller akvareller på Hirtshals Fyr

Peter Vilhelm Nielsen debuterede i 1981 på Kunstnernes Sommerudstilling, men kan fra den 31. juli til den 14. august ses på Hirtshals Fyr.

53

Hirtshals Fyr runder sommeren af med akvareludstilling, der tager gæsterne med på tur til land og by og det der i mellem. Mellem land og by er da også titlen på den kommende udstilling, og den skal tages meget bogstaveligt.

En stor del af billederne er fra Nordjylland og en anden del er fra danske og udenlandske byer. Det, der er imellem, er rejser, både de faktiske, men også rejser i den abstrakte verden. Akvarellerne strækker sig i teknik fra sansede, registrerede naturmotiver til sammensatte, collageagtige billedfortællinger.

Mange af naturmotiverne har baggrund i traditionel naturalisme. Man kan se forbilleder i Winslow Homer, Anders Zorn, Edward Hopper, Poul Anker Bech, Lars Lerin og Andrew Wyeth for at nævne kunstnere der dækker et par århundred.

Den danske – og nordjyske – naturs skønhed og forfald i årets gang bliver registreret i et forløb, som kan strække sig fra frodig vækst til forblæste træer og udgået bevoksning. Men også byens natur og dens slitage er yndede motiver – i form af graffiti, reklamer, opråb og farveholdninger. Udstillingens billeder er derfor alle inspireret af den dynamik og nedslidning, der opstår mellem mennesker, naturen og byens facader.

En del af udstillingen er helliget IC4-togene! De står i Århus, Randers og Aalborg i massevis ved værkstederne og venter på bedre tider – eller på at en graffitimaler kommer forbi og markerer sig, som en understregning af skandalens omfang.

Akvareller_Kunst_Fyret_FlaskePosten_2

De er typiske motiver for både Land og by, og det der er imellem. Rejsebillederne og de andre billeder der er imellem kommer langt omkring, både i himmelstrøg og i penselstrøg. I nogle tilfælde kombinerer de akvarellen med andre medier som afskårne fotos og får karakter af collage.

Peter Vilhelm Nielsen debuterede i 1981 på KS. (Kunstnernes Sommerudstilling). Han arbejder med akvarel og collage. Han er medlem af flere udstillingsgrupper og har udstillet i forskellige sammenhænge i Danmark, Frankrig, Finland, Belgien, Sverige, Tyskland, Litauen, Italien og USA. Det bliver til plakater og illustrationer til tidsskrifter samt lejlighedsvis akvareller og collager til firmaet Go-Cards postkortserie.

Han er medlem af Aalborg Kunstpavillons Kunstneriske Råd, underviser på Aalborg Universitet i Aalborg og København. I en årrække har han været medlem af bestyrelsen for Nordisk Akvarelselskab og medlem af bestyrelsen for Nordisk Akvarelmuseum i Sverige fra 2006 til 2014.

Åben alle dage fra fra kl. 13.00 til 17.00 i perioden den 31. juli til den 14. august.

Fernisering den 31. juli kl. 13.00 med tale af Troels Bidstrup Hansen, som er formand for Hjørring Kommunes Kunstudvalg.

Fyrets Kaffestue er åben alle dagene fra kl. 10.00 til 17.00.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments