Af Peter Breyen
Pårørende og formand for Bruger-pårørenderådet ved Havbakken
Hjørring Kommune svigter og overholder ikke juridisk gældene regler i forhold til beboere på Havbakken.
Jeg vil her beskrive nogle episoder, hvor jeg mener, at Hjørrings Kommunes fremgangsmåde er uansvarlig og angribelig.
Kommunen har tilbudt alle beboere og/ eller pårørende et møde, som omhandler flytning fra Havbakken i forbindelse med beslutningen om at lukke Havbakken.
Der var indkaldt til sådant et møde her i april med en beboer og hendes pårørende. Aftalen var, at de pårørende, samt visitator og formelle leder af Havbakken, skulle mødes på leders kontor. Det skal lige nævnes, at beboeren selv havde skrevet under på, at hun ikke skulle være med til mødet, altså en aftale med alle parter.
Da de pårørende møder op på plejehjemmet, et kvarter før mødetidspunkt, ser de, at visitator og leder kommer nede fra den gang, hvor beboeren bor. Da leder og visitator kommer ind til mødet, siger de: Nu har vi snakket med beboeren, hun ønsker at komme til plejehjemmet i Hirstshals.
De pårørende blev dybt forundrede og udtrykte, at der jo var aftalt, at beboeren ikke skulle inddrages i mødet. Visitator eller leder svarede: Jamen nu er I jo kommet. Efterfølgende fortæller de pårørende, at beboeren er sådan, at hun nødigt vil være til besvær og prøver at leve op til folks forventninger.
En anden sag, som jeg vil nævne igen, handler om det at blive værge for en beboer, som er dement. I denne sag ønsker ægtefællen at blive værge. Det skal lige siges her, at ægtefællen er frisk som en havørn og helt klar i pæren. Men i følge notat fra kommunen, kan ægtefællen ikke blive værge. Efter at datteren til ægteparret gik ind i sagen, har kommunen accepteret, at ægtefællen bliver værge.
Og her et eksempel fra min egen familie, idet min mor og far bor i en ægtefællelejlighed på Havbakken. Min søster ville indhente fuldmagt til partsrepræsentation, så hun ville blive adviseret, hvis der skulle afholdes møder i forbindelse med min mor og far. Dette skyldes at min mor er begyndende dement og min far hører dårligt, men er ellers klar. (Altså ville en af os gerne være tilstede, så vi blev informeret om, hvad der sker fremover). Min søster udfyldte formular til kommunen og sendte den tilbage.
Efterfølgende blev der indkaldt til møde, men vi hørte intet. Min søster henvendte sig igen og fik at vide, at såden en aftale aldrig var lavet, hvis hun ville have sådan en aftale, skulle hun udfylde en formular og indsende den. Denne formular blev igen udfyldt og tilsendt kommunen.
Jeg mener, at eksemplerne her omhandler svigt og aftalebrud. Og jeg spørger mig selv, om kommunen har en skjult dagsorden, som går ud på at Havbakken rømmes hurtigst muligt. Det kunne godt se sådan ud.
Det er uanstændigt, at man behandler ældre mennesker og deres pårørende på en sådan måde. Det her må få konsekvenser!
hørt
Det er sand omgåelse af alle regler og love på området
Man må håbe at der ikke er politikere indblandet bag disse samtaler,hvis det er tilfældet er det magtmisbrug og omgående trække sig for deres politiske virke,og det personale som har vedvirket burde have en ordentlig reprimande,måske fratages deres arbejde for det er ikke i orden at behandle ældre og svagelige mennesker på den måde.
Hvor er Arne Boelt og Per Møller i dette spil.?