Pesten i Bergamo i fokus for prædiken af Sara Dommerby Toft

J. P. Jacobsens novelle Pesten i Bergamo er med coronakrisen aktualiseret på en tragisk baggrund og tages denne langfredag op i en prædiken af sognepræst Sara Dommerby Toft fra kirkerne i Tornby og Vidstrup.

152

Straks om morgenen, da ypperstepræsterne havde taget deres beslutning sammen med de ældste og de skriftkloge og hele Rådet, lod de Jesus binde og førte ham hen og udleverede ham til Pilatus.  Og Pilatus spurgte ham: »Er du jødernes konge?« Jesus svarede: »Du siger det selv.«  Ypperstepræsterne anklagede ham voldsomt, og Pilatus spurgte ham igen: »Siger du ikke noget? Hør, hvor de anklager dig!«  Men Jesus svarede ikke mere, så Pilatus undrede sig.

 Under festen plejede han at løslade en fange efter folkets eget ønske.  Der var en, som hed Barabbas, som sad fængslet sammen med de oprørere, der havde begået drab under oprøret.  Folkeskaren gik nu op til Pilatus og begyndte at bede ham om at gøre, som han plejede.  Han svarede dem: »Vil I have, at jeg skal løslade jer jødernes konge?«  Han var nemlig klar over, at det var af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret ham.  Men ypperstepræsterne opildnede folkeskaren til hellere at få Barabbas løsladt.  Så tog Pilatus igen ordet og spurgte dem: »Hvad vil I så have, at jeg skal gøre med ham, som I kalder jødernes konge?«  De råbte tilbage: »Korsfæst ham!«  Pilatus spurgte dem: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de råbte blot endnu højere: »Korsfæst ham!«  Pilatus ville gerne gøre folkeskaren tilpas og løslod dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.

Mark. 15,1-15

 

PRÆDIKEN
Af Sara Dommerby Toft

I et interview så jeg forleden den 102-årige Lise Nørgaard give udtryk for at hun i et eller andet omfang opfatter coronaudbruddet som en guddommelig straf. Vi mennesker har levet så hensynsløst, ødelagt naturen, opbrugt ressourcerne og nu falder hammeren.

Hun er ikke den eneste, jeg har hørt give udtryk for den holdning.

Jeg tror altid vi mennesker har søgt at forklare det uforklarlige, at retfærdiggøre det uretfærdige. Og når vi rammes af så altomfattende katastrofer som en epidemi, så rammes vi samtidig også af en frygt og en magtesløshed over for de kræfter der pludselig overtager og styrer vores liv. Vi føler os prisgivet, og begynder så at tro at det er en guddommelig magt, der pludseligt og helt vilkårligt slår ind i vores liv og ændrer alt. På den måder forbinder man Gud med det onde, der møder én i livet.

Uanset hvilken kultur, vi undersøger, findes tanken om guddommelig straf. Selv i fuldstændig ateistiske kredse, der gør en ære ud af, at forklare alting med ren naturvidenskab, sniger denne fortolkning sig ind. Her begynder man at tildele naturen selv guddommelige kræfter, og tænker at et kredsløb, der er overbelastet af menneskedyrets rovdrift på den øvrige natur, må reagere ved at lade en epidemi opstå, så man kan få tyndet ud i den skadelige art, som mennesket er.

Inden for den kristne kirke findes også en lang tradition for at tolke både sygdomme, krige og naturkatastrofer som Guds straf for menneskenes synd.

Selvom det ikke er den eneste, og måske ikke engang den sande tolkning af Jesu korsfæstelse, så er det en meget gængs udlægning af Jesu korsdød, at den var det offer, der skulle til for at dulme Guds vrede over os syndige mennesker. Den syndfri Jesus, Guds egen søn, træder i denne tolkning af korset i vores sted og lider alt det onde, som vi i virkeligheden selv har fortjent hver især.

Tanken om Guds straf kendte den danske forfatter J.P. Jacobsen. Han var erklæret ateist, naturvidenskabeligt uddannet, havde bl.a. oversat ”arternes oprindelse” af Darwin, og i sit forfatterskab forsøgte han at gøre op med al religion, særlig den kristne, som jo var den tro, han selv var vokset op i.

I 1881 skrev han en novelle, hvis titel har fået en forfærdelig aktualitet. Pesten i Bergamo hedder den. Her udfolder J.P. Jacobsen netop den trang til dommedagsprædikener og tolkning af lidelse og ulykke som en retfærdig straf over os mennesker.

(hvis du klikker på linket herunder, kan du høre novellen i hele dens længde)

http://den2radio.dk/udsendelser/pharaos-klassikere-pesten-i-bergamo/

Novellen beskriver hvordan en pest rammer byen Bergamo. Der var det gamle Bergamo på toppen af et bjerg, afsondret, og der ved det nye Bergamo neden for bjerget på sletten. Pesten bryder først ud i det nye Bergamo og har hærget der en tid, inden novellen begynder lige der, hvor den bryder ud i det gamle Bergamo på bjerget.

Det er en fortælling fra den gang hvor man kunne afsondre epidemier, og J.P. Jacobsen beskriver hvordan pesten først får befolkningen til at stå sammen, være hjælpsomme, søge kirken og bringe deres bønner og håb frem for Gud.

Men det hjælper ikke, og nu begynder alt at falde fra hinanden. For da folk først fornam, at Himlen enten ikke vilde hjælpe, eller ikke kunne hjælpe, så er det som om, synden vågner og breder sig i byen som en åndelig epidemi, der hånd i hånd med den legemlige pest spreder sig ustyrligt i byen. Nu er det slut med hjælpsomheden. Hvis én falder om på gaden, ramt af den dødelige pest, bliver han jaget på flugt med sten og spyd – ingen vil kendes ved den syge. Og mens de venter på at dø, giver de los: Alt fra uhæmmet druk til nekromanti, ustyrlig egoisme og afstumpethed breder sig. ”Det var som havde de sat det ud efter Noder, at spille paa mangfoldige Instrumenter i én uendelig Helvedeskoncert”.

Men midt ind i denne opløste by kommer nu det sælsomste optog. Henved 600 mennesker kommer vandrende nede fra det nye Bergamo. Da de nærmer sig, bliver det tydeligt, at det er et optog af flagelanter: selvpinere. De pisker sig selv til blods og  begynder at synge klagesange, da de kommer ind i byen.

Folk bliver helt slået ud over det uhyggelige syn. Men så genkender de en halvgal skomager i mængden. Det tager brodden af den umiddelbare rystelse og folk begynder at håne optoget. Man forstår jo godt at de er kommet for at omvende én. Ud af et værtshus tumler en døddrukken flok med en stor og kraftig slagter i spidsen. De slår følge med det uhyggelige optog, og mens de gør tykt nar af flagelanterne, vender mølle og imiterer deres selvpineri, så sætter de sig i spidsen optoget og hele byens befolkning, som nu ender inde i kirken, hvor de oppe foran alteret opfører en pervers og sjofel parodi på en messe, mens deres drukkammerater skriger af grin på de første pladser i kirken. Og de sørger for at belære de hellige, der nu er kommet til byen, om hvad man regner deres Vorherre for, den Gud som har ladt dem så grueligt i stikken.

De hellige svarer ved at piske sig selv endnu hårdere, til de bukker under i krampe: hvert blodige slag er et offer til Gud. Og nu bliver byens befolkning tavs. ”Der var et lille Vanvidspunkt i deres Hjærner, som forstod denne Galskab. Dette at føle sig som den vældige haarde Guddoms Træl, at sparke sig selv hen for hans Fødder, ikke i stille Fromhed, ikke i blide Bønners Uvirksomhed, men være det rasende, i en Selvfornedrelsens Rus”. Selv den løsslupne slagter bliver tavs og ser betuttet til.

Og nu tager optogets leder, en gusten munk, ordet og lader sit budskab runge ud over hele kirken i en dundertale, som kan måle sig med selv den sortest helvedesprædikant:

Han taler om helvede og om Guds lov, der skal opfyldes til punkt og prikke, for ikke at ende som skyldig. Skyldig til Helvedes straf.

Men pludselig ændrer talen retning – og afslører kernen i enhver dommedagsprædiken, da den gustne prædikant fortsætter:

”Men Kristus ere død for vore Synder, sige I, vi ere ikke mere under Loven… I stoler paa Golgatas Kors? Kom, kom! Kom at se det! jeg skal føre jer lige til dets Fod!”

Og nu skriver munken langfredags evangelium om. Han beskriver i detaljer, hvordan den lidende Kristus bærer sit kors op på Golgata, hvordan hans hænder og fødder gennembores af jernnagler, så blodet sprøjter og drypper ned på de mennesker, der skal rejse korset i dets hul. Hvordan Jesus ser ned på den afstumpede menneskemængde, der underholder sig med hans lidelse og spiller terning om hans klæder – og ikke møder et eneste medlidende blik. Kun hån og spot.

Det giver udslaget: ”Da fortørnedes Guds højbaarne Søn i sit Sind, og saae, de ikke var Frelse værd, de Hobe, der opfylder Jorden, og han rev sine Fødder ud over Naglens Hoved, og han knyttede sine Hænder om Hændernes Nagler og drog dem ud, saa Korsets Arme spændtes som en Bue, og han sprang ned paa Jorden og rev sin Kjortel til sig, saa Terningerne raslede ned over Golgatas Skrænt, og slyngede den om sig med en Konges vrede og foer op til Himlen. Og Korset stod tomt tilbage, og det store Forsoningens Værk blev aldrig fuldbragt.”

Der er helt stille i kirken i den pestramte by. Ingen hån, ingen mistro, kun rædsel, for sæt det er rigtigt, at Jesus ikke gik i døden for at frelse os. Sæt det er rigtigt, at den eneste guddom, der findes er den, de erfarer i de store og vældige naturkræfter, pesten, der er driver over byen som straf for alt det, de har gjort galt.

Men nu trænger den fulde slagter sig frem fra mængden igen. Han lader til at være blevet ædru. Og råber til helvedesprædikanten: ”Munk, Munk! Vil du Nagle ham til Korset igjen, vil du!”

Og hele byens befolkning stemmer i, og med eet råber de alle som med én mund: ”Ja, ja! Korsfæst ham, korsfæst ham!” Men munken stirrer blot op i Himlen og svarer med en vanvittig latter. Så forlader optoget byen, og novellen er slut. Der er ingen forløsning. Ingen forsoning.

Med en dyb indsigt i skyldens dynamik, vender J.P. Jacobsen Markusevangeliets vrede råb fra folkemængden, det råb, der kræver Jesu korsfæstelse som en hævn over, at han ikke levede op til deres forventninger om en stærk politisk leder. ”Korsfæst ham!” lød det som en dom og en hævn fra den skuffede folkemængde.

Nu lyder råbet som en skinger bøn. For uden Jesus, uden evangeliet om, at vi ikke er alene i verden, alene med vores skyld, alene med vores skæbne, – uden evangeliet om, at der findes en kærlighed, der er stærkere end den lidelse og død, som venter os alle, -uden Jesus Kristus er vi alle sammen fortabte. Uden en nådig Gud, der kan bære vores skyld, ender vi netop som de to grupper, J.P.Jacobsen beskriver. Den ene gruppe drives ud i hensynsløse og desperate orgier, for der findes ingen Gud, så de skylder ikke nogen noget, og kan ligeså godt få det bedste ud af dagen, for i morgen skal de dø. Den anden gruppe tager derimod al skylden selv. Den gud, de dyrker vil ikke bære deres skyld, og så må de selv tage den på sig, og bære straffen for alt det onde, de kan have gjort i deres liv.

Samtidig peger J.P. Jacobsen med sin lille novelle hen på en anden fortolkning af korsfæstelsen end den, der findes i tanken om den vrede gud, der kræver sit offer.

For hvis det var sandt, at Kristus skulle ofres på korset for at tilfredsstille vreden hos en gud, hvis lov ikke blev efterlevet, så ville den gustne munks genfortælling af Jesu korsfæstelse være mere sand, end den vi læser i bibelen. Hvis kernen i Guds væsen var en nøgtern dom over alle vores gerninger, så ville det være rimeligt at tale om epidemier som en guddommelig straf over menneskeheden hensynsløse færden på jorden.  Uanset om guddommen hørte hjemme i bibelen eller var en form for højere naturmagt, hvis væsen er at fremme livets overlevelse på den klode, vi er ved at dræne for ressourcer. Vi er ikke værd at redde. Med mindre man ser på os med kærlighedens milde blik.

Og netop det blik. Kærlighedens og nådens blik, er det der findes hos Jesus. Da der fældes dom over ham, er han tavs som den grav der venter ham. Ypperstepræsterne anklager ham voldsomt, men han siger ikke noget. Menneskemængden råber: ”korsfæst ham!” men han forsvarer sig ikke. Da han endelig kommer frem til Golgata, er alt det, der strømmer fra ham ren og skær kærlighed. Han beder for de bødler, der hamrer naglerne i hans krop ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Og netop dette er kernen i korsdøden. Den Gud, der afslører sig her, har ikke vreden og hævnen som sit inderste væsen, men kærligheden og nåden.

Vi har stadig brug for en nåde, der er større end os selv. Også selvom vi ikke tror på noget som helst. For den afgrund, der venter os, hvis ikke kærligheden findes, hvis ikke nåden og tilgivelsen findes, den afgrund er netop det dyb, der viser sig, når vi værgeløst overgives til frygtelige magter som pestens eller coronaens. Hvis ikke vi stoler på, at kærligheden er stærkere end alt, selv døden, så er der ingen grund til at holde os tilbage, så kan vi ligeså godt overgive os til orgier eller til vanvittigt selvpineri.

Men kærligheden findes. Nåden findes. Det er netop det, der afsløres for os på korset langfredag. Gud er ikke den magt, der sender katastrofer og epidemier over sine skabninger. Gud er kærlighed. Og derfor træder han i alle lidende og nødstedte menneskers sted. Lider sammen med os. Dør med os. Og beder for os, når vi overtages af dødens og vredens dæmoniske magt.

Det er den store og afgørende sandhed, som tavst råber til os fra korset.

Amen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments