
Af Per Møller
1. viceborgmester (K)
Hjørring Kommune
Om under 1 måned er der kommunalvalg og der skal sættes et X. Frem mod kommunal- og regionsrådsvalget vil rigtig mange politikere være ramt af den sygdom vi konservative kalder ”behagesyge”. ”Behagesyge” kan ikke kureres med piller, eller et ”let swipe” på mobilen eller andet ”quick fix”. ”Behagesyge” kan kun kureres med handling.
Den næste byrådsperiode og det nært forestående valg, må derfor ikke præges af ”behagesyge”, for det politiske arbejde er en langvarig proces, som kræver meningers mod. Og ikke mindst et stærkt bagland.
I Hjørring kommune skal der arbejdes benhårdt de næste 4 år, så vi gør os endnu mere ”lækker” overfor dem der bor her og dem der har lyst til at flytte (tilbage) hertil. Hjørring var amtsby indtil 1970 og når jeg står på Amtmandstoften og foretager borgerlige vielser, så beretter jeg altid herom. Hjørring som kommune og by har en status nu, som vi kan være stolte af. Men det stopper ikke her. For at vi skal lykkes så skal vi:
- Skabe flere jobs, for det er nøglen til bosætning og velstand. Det kræver at vi fremmer mulighederne for iværksættere og ikke mindst sikrer at vores handels- og erhvervsliv de allerbedste muligheder for udvikling og drift. Vores turisme er et uudnyttet potentiale og vi er allerede landets 5. største turistkommune. Udvikling af de områder kræver ressourcer og det skal vi prioritere.
- Uddannelse af vores børn og unge er en anden nøgle til succes. Et langt og lykkeligt liv med varig beskæftigelse og bosætning i Hjørring kommune starter i dagplejen, børnehaven og videre i folkeskolen. I Hjørring kommune har 22 % af de 19-29 årige desværre ikke en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Det er under landsgennemsnittet. Vi skal derfor tilstræbe at søgningen til f.eks. de erhvervsfaglige uddannelser øges. Vi har brug for deres arbejdskraft nu og i fremtiden.
- En aktiv fritid i inspirerende fællesskaber gør vores liv fuldendt. Uanset om det er f.eks. musik, teater, idræt eller naturen der er ens fritidsinteresse, så handler det om at vi har flerartede tilbud til alle, så det er skønt at holde fri i Hjørring kommune. Politisk skal vi dog have modet til at prioritere vores tilbud og den økonomi der følger med. Vi skal skabe fyrtårne og ikke ”smøre et tyndt lag ud over hele kommunen”. Der skal prioriteres.
Lokalpolitik er ikke for de sarte, derfor tag Jer i agt for de ”behagesygen” de næste 4 uger. Hjørring kommune har brug for politikere der kan og vil samarbejde. Politikere der har modet til at træffe beslutninger og prioritere.
Tag dig i agt for ”behagesygen”. For vil man ramme alle, rammer man ingen.
Frem mod det næste kommunalvalg, der finder sted den 21. november, vil vi på den lokale webavis slippe debatten fri og sætte fokus på den lokalpolitik og de politikere, som har indflydelse på livets gang i Hjørring Kommune.






















































