Peder Hvelplund (Ø) talte ved dagens demonstration i Hjørring

FlaskePosten bringer her den tale, der blev holdt af Peder Hvelplund fra Enhedslisten under onsdagens demonstration mod forslaget om lukning af to væresteder i Hjørring Kommune.

554
Protester mod lukning af væresteder gav pote i Hjørring Kommune.

Af Peder Hvelplund

Enhedslisten

Tusind tak for muligheden for lige at sige et par ord her i dag.

Det er dejligt at se så mange er mødt op – selvom anledningen er trist – og så alligevel.
Men vi står her jo fordi kommunens økonomi – igen – er under pres.

Det ser rigtig svært ud. Især når vi ser på de forventede udgifter de næste par år.
Kommunernes økonomi bliver holdt i et jerngreb fra finansministeriet, som helst skal finde midler til skattelettelser og billigere biler.

Så kommer det evindelige mantra – det som i også er ramt af i dag – vi skal spare!
Vi skal spare på de gamle så de kun får gjort rent hver 4. uge. På plejecentrene. På skolerne. På daginstitutionerne. På de socialpsykiatriske væresteder og Blå Kors. Der skal spares.

Der er et gammelt udtryk der hedder ”man kan spare sig fattig”.

Nogen af jer må kende til det at I er havnet i en krise. Hvor sygdommen har taget over eller hvor det hele bare har været svært og uoverskueligt.

Hvis man så bare har kunnet sige: Øv hvor er det upraktisk og bøvlet at jeg bliver syg nu, jeg tror bare jeg vil skynde mig at få det til at gå over og blive frisk igen. Sådan er det jo ikke.

Det er hårdt arbejde at blive rask igen. Der skal kæmpes for det. Der skal investeres masser af ressourcer. Men heldigvis kommer langt de fleste gange mange gange igen. Også selvom det tager tid. Det kan betale sig at investere.

Sådan er det også i en kommune. Svaret er ikke altid at vi bare skal spare. Nogen gange må vi også investere. For der er en vej ud af elendighederne.

Vi ved det kan betale sig med en tidlig indsats. Når der er gode normeringer i dagtilbud, skoler og ældrepleje, hvor de ansatte har tid og det faglige kommer i højsædet.

Vi ved at det giver bedre forhold for de ansatte, mindre sygefravær og væsentlig bedre forhold for brugerne.

Vi ved at velfungerende væresteder højner livskvaliteten hos brugerne og vi oveni købet sparer indlæggelser til gavn for både borgere og kommunekassen. Det betaler sig at investere – både menneskeligt og økonomisk.

Det er derfor vi i Enhedslisten siger Nej til besparelserne og i stedet foreslår en skattestigning på 1%, så besparelserne kan fjernes og der måske endda kunne investeres lidt i vores fælles velfærd.

For vel betyder en skattestigning at vi alle – osse i der er her – kommer til at bidrage lidt mere, hver især. Men den betyder også at de der har brug for hjælp og omsorg kan få den, når de har brug for den. Og det kan ramme os alle.

Til slut vil jeg gerne sige til jer der er mødt op og jer der har arrangeret demonstrationen.
Hvor er det bare sejt af jer!

For når I står her, står I her ikke kun for jeres egen skyld. I står her også for de ansatte. I står her for de borgere der en dag får brug for det tilbud I bruger og holder af. I står her for alle de, der på et tidspunkt får brug for vores fælles velfærd. Og i står her for at give håb. Håb om at verden kan forandres. At vilkår kan forbedres. Hvis vi står sammen i en fælles kamp.

Som vores arbejderdigter fra Vrå Carl Scharnberg sagde det:

Den der ikke tør vælge ad hvilken vej han vil gå,
ender som sten i den trappe,
som de stærke træder på. Det nye sker,
når den,
der er tiltænkt tilskuerens rolle,
begynder at blande sig!

Tak fordi I blander jer.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments