Paw Rytter: Hvad gør en almen ældrebolig til en plejebolig?

Hvorfor vil Hjørring kommune ikke anerkende, at boligerne på Havbakken er plejeboliger, spørger i dette debatindlæg Paw Rytter.

953
Havbakken i Tornby fotograferet i oktober 1975 af Hans Hunderup.

Af Paw Rytter

Christiansdalsvej 83

Vrå

Hvorfor vil Hjørring kommune ikke anerkende, at boligerne på Havbakken er plejeboliger?

Skyldes det, at kommunen i så fald ville være forpligtet til at opretholde døgnbemandingen fremadrettet?

Det er i hvert fald påfaldende, at administrationen i Hjørring kommune holder fast på, at boligerne tilknyttet Havbakken ikke er plejeboliger. Senest i et svar til ældresagens direktør Bjarne Hastrup afsendt for under en uge siden, den 29. august.

I brevet til Bjarne Hastrup skriver direktør for Sundheds-, Ældre- og Handicapforvaltningen Leif Serup, at boligerne på Havbakken ikke er plejeboliger, men almene ældreboliger.

Men det er en falsk modstilling. For alle plejeboliger er almene ældreboliger.

Det der gør en almen ældrebolig til en plejebolig er, at de tilknyttede servicearealer er udskilt i en selvstændig matrikulær enhed. Og der var netop det, der skete i forbindelse med ombygningen af Havbakken tilbage i 1989.

Men selvom det lyder enkelt, så er det åbenbart kompliceret.

Tilbage i april måned havde jeg en omfattende mailudveksling med chefen for byggeri og ejendommen, hvor jeg på “sokratisk vis” forsøgte at fremme forståelsen af, hvad det er, der gør en almen ældrebolig til en plejebolig.

Her følger to mails:

Kære XXXXXXXXXX

Vil du svare på, hvilken anvendelse de almene ældreboliger, der indgår i den ejerlejlighed til ældreboliger, der blev etableret på matrikel nr. 157 Sdr. Tornby By, Tornby, i forbindelse med opdelingen af plejehjemmet Havbakken i 1989, har haft?

Er de blevet anvendt som almindelige ældreboliger eller som plejeboliger?

Og vil du venligst forklare, hvordan en plejebolig er defineret i retligt forstand? Og helst så klart så forklaringen kan forstås af lægmand.

På forhånd tak for din store tålmodighed
Paw Rytter Petersen

Hertil svarede chefen for Byggeri og Ejendomme:

Den godkendte anvendelse er som det fremgår af byggetilladelsen af 1989 som ældreboliger.

Jeg har ikke nogen konkret viden om, hvorledes boligerne er anvendt hverken nutidigt eller historisk. Jeg ved heller ikke, hvordan man i retlig forstand definerer en plejebolig, hvorfor jeg ikke kan udtale mig og dette.

Hvorledes boligerne historisk og nutidigt er anvendt, må du spørge ledelsen af stedet om.

Med venlig hilsen
XXXXXXXXXX
Chef for Byggeri og Ejendomme

Det var denne chef for Byggeri og Ejendomme som Arne Boelt rådførte sig med forud for byrådsmødet den 27.marts. Altså det byrådsmøde, hvor Arne Boelt med stor indlevelse forklarede, at boligerne på Havbakken i virkeligheden ikke var plejeboliger, men bare almene ældreboliger.

For mig at se blev byrådets beslutning om at overføre plejen af Havbakken beboere til hjemmeplejen truffet på et fejlagtigt grundlag.

Er der ikke nogen derude, der kan forklare borgmester Arne Boelt og Hjørring kommune, hvad det er, der gør en almen ældrebolig til en plejebolig?

Link til tidligere indlæg

Paw Rytter: Ingen hjemmel til at ændre status på Havbakken

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments