Partilederdebat uden tumult og protester mod Rasmus Paludan

Hvorvidt det var den massive tilstedeværelse af uniformeret og civilt politi eller demokratisk dannelse, der lagde en dæmper på gemytterne, vides selvfølgelig ikke, men der var kun knubbede ord før og skarp retorisk lud ved partilederdebatten til Rasmus Paludan torsdag på Naturmødet.

765

Der var hverken politisk sprængstof endsige korporlige eller retoriske trusler til Rasmus Paludan fra Stram Kurs, da der torsdag var partilederrunde i Thunderdome ved Naturmødet i Hirtshals.

Politiet havde da også på forhånd bogstavelig talt lagt en jernring i form af hegn omkring teltet under Trappen, som var der tale om Donald Trumps forestående entre til Thunderdome. Alle tilhørere blev dernæst visteret med scannere, før de blev lukket ind i det store telt.

– Det er en helt anden situation end tidligere år her i Hirtshals. Vi har aldrig set noget lignende. Det opbud af politi, vagter og for den sags skyld journalister, det er simpelthen helt vildt, sagde Jesper Lauritsen, som er chef for Naturmødet.

Torsdag bød på et tæt pakket telt med Thunderdome på Sydvestkajen.

Det var desuden heller ikke samtlige poltiske partier, der var lige fornemt repræsenteret ved deres ledere, idet blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Venstre glimrede ved sit fravær i Thunderdome.

Debatten stod mellem en halv snes partiledere og og toppolitikere i Thunderdome.

Socialdemokraten Mette Frederiksen, der meget vel kan blive landets næste og i øvrigt yngste statsminister, havde deltaget i åbningen sammen med Venstres miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, men hun var før debatten ilet videre til et angiveligt vigtigere arrangement andetsteds i Danmark.

Partileder Klasus Riskær Pedersen var en af de nye ved debatten på Sydvestkajen.

Til gengæld dukkede Rasmus Paludan fra Stram Kurs op og fik flere knubbede, men afdæmpede ord med på vejen fra folk ude på Sydvestkajen. Inde i teltet var debatten dog beundringsværdigt afdæmpet og civiliseret.

Rasmus Paludan fra Stram Kurs så flere gange ud til at kede sig eller at have travlt på de sociale medier i Thunderdome.

Den radikale partileder Morten Østergaard fik dog anledning til at pointere, at vi ikke brænder bøger af i Danmark. Det så imidlertid ikke ud til at anfægte den kontroversielle youtuber, som meget af tiden havde travlt med sin mobiltelefon.

Pia Olsen Dyhr fra SF i en lidt sammenbidt attitude ved siden af Anders Samuelsen fra Liberal Alliance.
Pernille Skipper fra Enhedslisten så for en gangs skyld svært godt tilfreds ud med miljøminister Jakob Ellemann-Jensen fra Venstre, mens det kniber mere hos Uffe Elbæk fra Alternativet.

Der blev under alle omstændigheder serveret ikke så lidt valgflæsk i form af mere eller mindre og ikke overraskende især meget mindre konkrete løfter omkring især forbedringer af miljøet og mere fokus på indsatsen imod klimaforandringer.

Partilederdebatten så ud til at kede andre end Rasmus Paludan.

Der var kort fortalt hverken ballade eller vilde kaniner i de politiske hatte, da partilederrunden torsdag blev afviklet i Thunderdome. Det tjener trods alt arrangørerne og politiet samt de tilstedeværende tilhørere til ære!

Se hele partilederrunden her hos Danmarks Radion: Partilederdebat

Læs resten af programmet her: Naturmødet 2019

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments