Pandemiafdeling klar i Hjørring

Flere skal testes for corona, og det kræver ekstra kapacitet på hospitalerne. Samtidig stiger antallet af indlæggelser, og derfor er der nu åbnet en ny pandemiafdeling i Hjørring.

3152
I Danmark skal 5000 danskere fremover testes om dagen, og det kræver ekstra kapacitet på hospitalerne. Samtidig stiger antallet af indlæggelser, og derfor har man valgt at åbne en ny pandemiafdeling på Regionshospital Nordjylland.

Et stort, hvidt telt er sat op ved hovedindgangen til Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Man skal bære ansigtsmaske og sprittes af, inden man bevæger sig ind i teltet. Teltet er et særligt testcenter, hvor borgere med symptomer på coronavirus kan blive tjekket.

– Vi har set de sidste ti dage, at der kommer flere og flere indlagte med coronavirus i Region Nordjylland, og der er flere og flere, der henvender sig for at blive undersøgt, så behovet er der, siger Thomas Larsen, der er lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.

Udover det nye testcenter har hospitalet også åbnet et nyt sengeafsnit, der skal tage sig af patienter med svære symptomer, som kræver indlæggelse. I alt er der plads til 26 patienter på afdelingen.

– Vores afdeling kan rumme patienter, der har brug for indlæggelse, og det gælder også de patienter, der har brug for intensiv behandling og respiratorbehandling. Så vores afdeling kan tage lidt af trykket fra Aalborg, og så får de lidt mere plads til det, de skal lave, siger lægefaglig direktør Thomas Larsen.

Afdelinger i Aalborg, Hjørring og Farsø

For tyve dage siden åbnede den første pandemiafdeling i Nordjylland. Det skete på Sygehus Syd i Aalborg, og hospitalet har indtil denne uge været det eneste hospital i Nordjylland, der kunne tage imod indlæggelser af patienter med coronavirus.

Nu er Regionshospitalet i Hjørring også klar til at tage imod patienter, og det samme er sygehuset i Farsø, som har plads til 108 patienter, der ikke kræver intensiv behandling.

– Vi ser frem mod de kommende uger, hvor der bliver flere patienter, og derfor er det godt, at de andre steder også er åbnet op, så de kan begynde at tage en del af det, siger Henrik Nielsen, der er ledende overlæge ved Inektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Flere skal testes

Sundhedsstyrelsen meldte onsdag ud, at flere fremover skal testes. Det gælder særligt sundhedspersonale, og borgere med svære symptomer. I alt skal 5000 danskere testes om dagen, og det betyder, at cirka 500 nordjyder skal testes dagligt.

– Der er rigtig mange mennesker, der arbejder med syge og med ældre, og der er et stort ønske og behov for, at de bliver testet, så de ved, om de kan gå på arbejde hurtigt igen, eller de skal blive hjemme, til de med sikkerhed ved, at de er blevet raske, siger ledende overlæge Henrik Nielsen fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Hvis behovet opstår, så kan andre hospitalsmatrikler også tages i brug i Nordjylland. Lige nu er Nordjylland den region, der har færrest indlagte med coronavirus. I alt er 27 patienter torsdag indlagt på Aalborg Universitetshospital.

– Det er ikke sådan, at vi er ved at blive løbet over ende her i Region Nordjylland. Det ser ud til, at nordjyderne efterlever de krav, som sundhedsmyndighederne har bedt os alle om at efterleve, så det ser ud til, at kurven udvikler sig langsomt, og det er det, vi rigtig gerne vil have, så der vil jeg sige stor ros. Det gør jo, at vi kan håndtere det, siger Thomas Larsen, der er lægefaglig direktør på Regionshospital Nordjylland.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments