Det var et erklæret mål for skolereformen, at børnene både blev løftet fagligt og fik forbedret deres trivsel.
Et af de nye tiltag var, at pædagogerne skulle mere ind i skolen for at indgå i et tværprofessionelt samarbejde med lærerne. Tanken var, at hvor lærernes kernefaglighed lå i undervisningen, så kunne pædagogerne bidrage til det relationelle arbejde. Både mellem børnene og i forhold til familierne.
Fem år senere er det fortsat ikke lykkedes på alle skoler. Skolepædagogerne får på nogle skoler i stedet rollen som brandslukkere, reservelærere, vikarer og lektiehjælpere.
“Pædagogerne er en ny gruppe i skolen, der skal skabe sig en professionel platform, som er anderledes end lærernes. Tidligere tog pædagogerne sig af børnene i fritidsinstitutionerne, mens skolerne var lærernes domæne. Nu skal de to faggrupper i stedet supplere hinanden i skolen, og her er der en lang række faktorer, der hæmmer en fælles indsats”, siger lektor Niels Rosendal Jensen fra DPU, Aarhus Universitet. Han har undersøgt, hvad der hæmmer og fremmer samarbejdet mellem lærere og pædagoger omkring lavtpræsterende drenge i skolen.
“Pædagogerne skal blive bedre til at blive klar over og formulere, hvad de kan, for så længe pædagogerne er usikre på deres kompetencer og rolle, så kan du ikke få et ligeværdigt samarbejde mellem de to professioner i skolen”, siger Niels Rosendal Jensen, og fortsætter:
“Vi bør derfor udvikle pædagoguddannelsen i de kommende år, så de nyuddannede står bedre rustet til rollen som skolepædagoger, og så skal der sætte massivt ind med efteruddannelse af pædagogerne.”
Hvad hæmmer, og hvad fremmer samarbejdet?
Undersøgelsen er gennemført på en række skoler i Nordjylland, hvor forskerne har fulgt lærernes og pædagogernes samarbejde omkring lavt præsterende drenge i indskolingen. Projektets anbefalinger er netop blevet offentliggjort i den ny rapport Hvad hæmmer hhv. fremmer skolepædagogers samarbejde om stærke faglige fællesskaber for lavt præsterende drenge i indskolingen?
Det hæmmer eksempelvis samarbejdet, hvis pædagoger mangler viden om mål og indhold for undervisningen, hvis de bare skal fungere som lærernes forlængede arm, hvis der en asymmetrisk magtrelation mellem lærere og pædagoger i samarbejder, eller hvis pædagogens opgaver ikke er klart definerede og anvendt.
Omvendt så peger rapporten på, at samarbejdet fremmes, når lærere og pædagoger eksempelvis planlægger i fællesskab, når pædagogerne har stærke relationskompetencer, når de skaber struktur og overblik for de lavtpræsterende drenge, og ikke mindst når pædagogerne laver særskilte forløb for dem.
De overordnede betingelser for at samarbejdet kan lykkes handler imidlertid både om ledelse og lokal skolekultur.
“Der hvor vi kan se, at samarbejdet lykkes, der har man en skoleledelse, der prioriterer at fremme et forpligtende og ligeværdigt samarbejde mellem lærere og pædagoger. Vi kan eksempelvis se, hvordan teammøder her har fokus på både videndeling og de professionelles egen læring”, siger Niels Rosendal Jensen og fortsætter:
“Men de steder, hvor skoleledelsen ikke træder ind og sikrer og faciliterer et samarbejde, der er det, at pædagogerne kommer ind i en ‘underdog-rolle’ som brandslukkere. Når man ser på de teammøder, vi har fulgt, der er det også helt tydeligt, at der her ikke er nogen lærere eller ledere, som hører på, hvad pædagogerne siger, men i stedet allerede har besluttet, hvordan de synes det skal være.”
Udfordringen med problemforskydning i skolen
Samtidig påpeger Niels Rosendal Jensen, at når det drejer sig om indsatsen i forhold til lavt præsterende børn, så er der behov for en mere nuanceret forståelse af, hvad der kan være på spil.
“Der er nogle tilfælde, hvor vi kan se, at pædagogerne faktisk er i stand til at gøre noget, fordi de har et andet tag på de her børn eller bedre forståelse af, hvor vanskeligt det kan være at være elev i folkeskolen, hvis man er stigmatiseret, og hvordan de kan hjælpe med at gøre børn parat til overhovedet at være i skolen. Men vi har også i undersøgelsen set eksempler på det modsatte, hvor man nærmest cementerer nogle problemer”, siger Niels Rosendal Jensen. Han peger på, at problemforskydning eksempelvis kan skygge for en bedre indsats.
“En del af udfordringen er, hvordan man forstår de børn, der er lavt præsterende. Set udefra så minder det nogle steder om dengang, da alting blev forstået som ‘omsorgssvigt’. De professionelle har eksempelvis nogle forklaringer om, at alle problemer skyldes forældrene, fordi de er sådan og sådan, men hvor de fuldstændig undervurderer, hvad det egentlig er, man laver i folkeskolen”, siger Niels Rosendal Jensen, og fortsætter:
“Man forskyder så at sige problemet ud af skolen, ud i hjemmet og ind i barnet. Netop i forbindelse med en revision af pædagoguddannelsen og efteruddannelse af pædagogerne, så er det oplagt at få udryddet nogle af de der misforståelser. For det kan godt være, at der er problemer derhjemme, men hele den sociologiske forskning har samtidig vist, at der ikke bare er en 1-1 sammenhæng mellem de ting. Med mindre man decideret lader være med at gøre noget i skolen, eller man bare accepterer, at det bare er sådan.”
Fritidspædagogikken er væsentlig for samarbejdet i skolen
Væsentlig er imidlertid også fritidsinstitutionernes status i de enkelte kommuner. Skolepædagoger kan ikke ses isoleret som pædagoger i skolen, det handler også om dem, der er omkring skolen i fritidspædagogikken.
“Det ser ud til, at de skoler, hvor man har haft erfaringer fra tidligere og har respekteret, at fritidsinstitutionerne har betydning for andet og mere end pasning, der har man også et bedre samarbejde og større gensidig respekt mellem lærere og pædagoger”, siger Niels Rosendal Jensen og siger videre:
“Man kan her bedre se sammenhængen mellem forskellige faglige tilgange, og så har man haft en forståelse af, at når nu de fritidspædagoger de kender børnene så godt, og det er dem, der følger med over i skolen, så kan der ligge en opgave i, at det også er dem, der har en bedre forældrekontakt. Hvorimod de steder, hvor man har ment, fritidspædagogik var mindre væsentlig og fritidsinstitutioner blot en social foranstaltning, der lykkes det ikke.”
I mange kommuner, er fritidspædagogikken imidlertid blevet svækket, så den nogle steder i dag har mere karakter af pasning. Niels Rosendal Jensen peger på, at det derfor er centralt at fastholde eller om nødvendigt genskabe en særlig fritidspædagogisk tilgang inden for SFO-strukturen, hvis man vil have samarbejdet om børnene mellem lærere og pædagoger til at lykkes i skolen.
“Der er ingen tvivl om, at det som gør den store forskel er, hvis man lokalt prioriterer, at man har de her fritidshjem og SFO’er, og at de fortsat skal have egne forældrebestyrelser og egen økonomi og være med i ledelsesteamet. For ellers bliver fritidsinstitutionerne og pædagogerne bare et hjælpeapparat til noget, der udelukkende handler om skole og læreprocesser”, slutter Niels Rosendal Jensen.
Undersøgelsen er gennemført af Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) og University College Nordjylland (UCN), og er finansieret af BUPLs forskningsfond.
Forfatterne bag undersøgelsen er Susanne Dau, Dorthe Munk, Jørn Bjerre, Dorthe Brix, Christian Christrup Kjeldsen og Niels Rosendal Jensen.
Det er lidt dumt, at I vælger Hirtshals skole som illustration. Netop i Hirtshals Skolecenter og tidligere på Holmegårdskolen har der i mange år været et ligeværdigt samarbejde mellem lærere og pædagoger.