Pædagoger har både pligt til at foretage underretninger, hvis de har mistanke om, at børn mistrives, og de skal samtidig ofte kunne arbejde videre med familien, hvis barnet skal kunne få det bedre. Det sammenfatter en del af de dilemmaer, som pædagogerne er nødt til at rumme, og som belyses i den nye antologi ”Opsporing og underretning i dagtilbud”, der udkommer 16. januar.
”Pædagoger er den velfærdsstatslige faggruppe, der tilbringer flest timer sammen med de samme små børn, hvor eksempelvis lærere går ind og ud af skiftende klasser til deres undervisning, mens psykologer og socialrådgivere lidt firkantet sagt træder ind, når der er en mistanke om problemer,” siger Kirsten Elisa Petersen, der er lektor ved DPU, Aarhus Universitet.
Sammen med Anne Marie Villumsen fra VIA er hun redaktør af den nye antologi, hvor hun selv har skrevet om pædagogers arbejde med tidlige indsatser, opsporing og underretninger i dagtilbud.
”Det forhold, at næsten alle børn er i institution i Danmark, giver nogle muligheder for tidligt at få opsporet og hjulpet børn, som mistrives, men det lægger også et meget tungt ansvar på pædagogernes skuldre, for hvornår er et barn i trivsel eller i mistrivsel, og hvornår skal en pædagog foretage en underretning?” spørger Kirsten Elisa Petersen.
”Forudsætningen for at kunne opspore børn i mistrivsel og foretage begrundede sociale underretninger er en stærk professionel dømmekraft blandt pædagogerne. Det kræver, at man har en stærk faglig forståelse af, hvordan et barn i trivsel ser ud, for at man professionelt kan vurdere, om et barn er i mistrivsel. Det er også noget af det, som vi beskriver i bogen.”
Fagligt kvalificerede underretninger
Antologien ser på pædagogers indsats med opsporing og underretning fra både en almenpædagogisk, en socialfaglig, en psykologfaglig og en juridisk vinkel, og der er også et stærkt blik på forældresamarbejdet og pædagogers tværfaglige samarbejde med sundhedsplejersker, socialrådgivere og psykologer. Målet er at ruste pædagogerne til en kompleks opgave.
”Når man presser daginstitutionen ind i at skulle løse stadigt mere alvorlige samfundsmæssige opgaver, der ikke alene handler om leg, læring og fællesskaber for alle børn, men som også har en stærk socialfaglig side i sig, så er man også nødt til at klæde pædagogerne på til det. Det er ikke nok i dag at være en dygtig almenpædagog i daginstitutioner, man har også brug for en stærk socialpædagogisk og almenpsykologisk viden,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Hun understreger, at det ikke handler om, at der skal være flere eller færre sociale underretninger, men om at der skal være tale om fagligt stærke underretninger, når der er et behov for dem. Pædagogerne har en pligt til at underrette, og de skal kunne arbejde sammen med mange andre faggrupper, så de skal også være klædt på til at kunne tale med f.eks. psykologer eller socialrådgivere. Men modsat mange andre, så slutter sagen ikke for pædagogerne med en social underretning. De skal tværtimod ofte arbejde videre med både barnet og familien efterfølgende.
”Pædagoger er den faggruppe, som både kan se sårbarhed, mistrivsel og udsathed og samtidig lave pædagogiske interventioner for at hjælpe barnet. Det er det unikke ved den pædagogiske faglighed og profession. Og når de har underrettet om barnet på grund af en bekymring, så skal de jo stadigvæk arbejde med barnet og forældrene og stadigvæk møde barnet og forældrene med respekt og omsorg. Det bliver jo ikke sat på hold, mens man venter på, om kommunen gør noget,” siger Kirsten Elisa Petersen.
Stigmatisering giver blinde pletter
”Formålet med en underretning er, at det skal være en hjælp til barnet. Pædagogerne skal sætte ind, hvis de skal sætte ind, men de skal ikke sætte ind, hvis de ikke skal sætte ind. Det er udfordringen i en nøddeskal og noget af et ansvar at stå med”, siger Kirsten Elisa Petersen.
En af udfordringerne, når man skal kvalificere arbejdet med tidlig opsporing og sociale underretninger i dagtilbud, kan være stigmatisering af bestemte typer af forældre og stereotype opfattelser af, hvilke børn der kan være udsatte eller mistrives.
”Det giver blinde pletter, hvis man eksempelvis tror, at mistrivsel primært handler om familier med en bestemt social baggrund. Man kan ikke bare aflæse mistrivsel blandt børn på, hvorvidt tøjet er slidt, eller vinterjakken er for tynd. Og børn i mistrivsel handler ikke alene om social udsathed. Det kan også handle om forældrenes manglende omsorg for barnet, uro i hjemmet og indbyrdes konflikter mellem forældrene eller hårde opdragelsesmetoder og sågar fysisk og psykisk vold,” siger Kirsten Elisa Petersen og slutter:
”Det er vigtigt at have for øje, at vi har at gøre med et svært område med mange forskellige grader af mistrivsel. Mistrivsel blandt børn kan også bunde i mange andre forhold end svigt eller overgreb. Det kan være børn, som er i dyb krise på grund af skilsmisser eller familiemedlemmer, som er alvorligt syge eller døde. Det er derfor vigtigt med stor pædagogisk faglighed, for pædagogerne i dagtilbud er jo dem, der er sammen med børnene hver eneste dag, og som kender barnet, når det er i trivsel ”.
Foto: Pixabay.
