Af sognepræst Sara Dommerby Toft
Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven med de vellugtende salver, som de havde tilberedt. De fandt stenen væltet bort fra graven, og de gik derind, men fandt ikke Herren Jesu legeme. Mens de stod og ikke vidste, hvad de skulle tro, var der med ét foran dem to mænd i lysende klæder. Kvinderne blev forfærdede og bøjede sig med ansigtet mod jorden, men mændene sagde til dem: »Hvorfor leder I efter den levende blandt de døde? Han er ikke her, han er opstået. Husk, hvordan han talte til jer, mens han endnu var i Galilæa, og sagde, at Menneskesønnen skulle overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes og opstå på den tredje dag.« Så huskede de hans ord. Luk. 24,1-8 |
PRÆDIKEN
Jeg sidder og ser på min kaffekop. Det er en smuk kop. Drejet i rødler med glasur i håbets grønne farve. Rundt om en masse små hvide prikker, og enkelte gule, som blomster i græsset – eller som stjerner på himlen.
Jeg har købt den ovre ved Janice Hunter, da hun havde julestue i sit keramikværksted i Tornby.
Det var dengang, hvor man bare kunne holde åbent hus, og spise pebernødder og drikke gløgg sammen uden at skænke det en tanke, at der kunne være en farlig virus, som folk ikke kunne overleve at blive smittet af.
Det er et godt minde.
Nu ser alting helt anderledes ud.
Vi er hver især spærret inde i vores hjem. Jeg sidder her med en flok børn, der keder sig og savner deres kammerater og den øvrige familie, de ikke kan komme til at se. Jeg begynder også selv at savne dem jeg holder af, ængstes for dem, jeg ved, ville have svært ved at overleve at blive smittet. Og jeg tænker på, hvor mange mennesker, der lige nu sidder spærret inde i deres hjem og ser på deres kaffekop. Helt alene. Alle dem, der også savner. Alle dem, der er ængstelige for sig selv eller én de holder af. Alle dem, der ikke har nogle at dele isolationen med. Jeg bliver tung om hjertet.
I denne tid er jeg begyndt at bede mere, end jeg plejer. Hver aften når jeg skal til at sove, beder Vorherre om at være hos alle der, er syge, alle, der er bange eller alene. Jeg beder om, at de må mærke hans nærvær midt i ængstelsen og uvisheden.
Jeg ser på min kop igen. Den har en fantastisk indskrift. Det var derfor jeg valgte den dengang i Janice’s julestue. Der står: ”to get out go in deeper” ”for at komme ud – gå dybere ind”.
Der er et helt evangelium i de ord.
Vi er på vej ind igennem en mørk og usikker tid, og vi ved, at vi ikke er ved enden af vejen. Vi må gå dybere ind i isolationen, dybere ind i usikkerheden. Også selvom der så småt bliver lukket op for nogle dele af samfundet. Vi ved, det kommer til at vare længe.
To get out, go in deeper. De ord klinger med, da jeg læser påskeevangeliet. Der findes fire forskellige versioner af den samme beretning. Jeg holder af dem alle fire, men i år, hvor ingen ting er som det plejer, vil jeg prædike over Lukas’ genfortælling af påskemorgen. Den er så enkel og tyst. Passer godt til den trykkede og usikre stemning, som findes i verden lige nu.
Vi hører om kvinderne. Det er de kvinder, som var tættest på Jesus. De kvinder, der havde fulgt med ham da han gik rundt på vejene og lyste kærlighedens stærke kraft ind i folks liv med alt hvad han gjorde og sagde.
I fredags blev han dræbt for øjnene af dem. De har gemt sig indendøre. Hele lørdagen, som er sabbatsdag, hvor man ikke må arbejde, har de siddet i chok for lukkede vinduer og grædt og tænkt på, at Jesus nu lå død og lemlæstet i en gravhule uden at nogen tog sig af ham. Men elsker ham stadig, så de er nødt til at gå ind i sorgen, for det er det eneste sted, hvor vi kan være sammen med de døde. Af kærlighed trodser de deres angst og skræk for at gå ind i den uhyggelige gravhule. Han skal have en ordentlig begravelse. Derfor står de op meget tidligt søndag morgen.
To get out – go in deeper.
Det er det, de gør. Det går dybere ind. Dybere ind i sorgen. Dybere ind i angsten. De kunne have gjort det stik modsatte og forsøgt at flygte fra alt det onde der er sket. Helt ignorere, at Jesus lå i sin grav uden at have fået en ordentlig begravelse. Skynde sig hjem fra Jerusalem til Gallilæa, og forsøge at glemme, at de nogensinde havde mødt ham.
Der er nok af grunde til at vende den døde mand ryggen. Han har skuffet på mange planer. Han kunne have undgået at blive slået ihjel. Han kunne stadig have været hos dem, hvis han havde passet bedre på. Måske har de været vrede på ham, mens de sad der og ventede på, at sabbatten var forbi. Måske har sorgen og smerten over at han nu er død været så overvældende, at de ville ønske, de aldrig havde mødt ham, selvom han gav så meget godt, da han delte livet med dem.
Men de overvinder al vrede, al frygt, al sorg – og går lige ind i smerten.
To get out, go in deeper.
Nu rejser de sig og går ud i den tidlige morgen. Nattens kulde er stadig i luften og det er en uhyggelig færd, de skal ud på. Vi kan godt synes, det er lidt uhyggeligt at færdes på kirkegården om natten eller i morgenstunden, når det stadig er tusmørke. Kvinderne skal helt ind i en gravhule, for at tage sig af Jesus. De skal ind i mørket, derind, hvor de døde ligger på deres sidste hvilested. De skal ind i den ramme luft og hen og vaske den kolde døde krop, som før var så levende og varm.
To get out, go in deeper.
De står ved gravhulens åbning og opdager at stenen er væltet fra. Det kan ikke være mere uhyggeligt – dog går de helt ind i hulen. Men Jesus er væk.
Og nu kommer de ord, jeg holder så meget af hos Lukas. Han skriver nemlig ”mens de stod der, og ikke vidste hvad de skulle tro…”
Kvinderne ved ikke hvad de skal tro. Sådan er vilkåret for os mennesker. Vi ved ikke hvad vi skal tro. Når vi møder modgang og sorg, når vi som kvinderne må dybere ind i mørket, så ender vi der, hvor vores egen tro og vores egne forestillinger kommer til kort. Så dybt kan vi komme ind i mørket, at vi hverken kan tro eller håbe, ja selv det at elske kan vi miste evnen til. Kærligheden kan dø i os, når vi bevæger os langt nok ind i mørket. Det ved enhver, der har gennemlevet en depression eller en dyb sorg. Det er som at gå lige ind i en gravhule. Både lyset, håbet, troen og kærligheden forsvinder, når man når langt nok ind.
To get out, go in deeper.
Jesus han var gået endnu længere ind i mørket end kvinderne. Han var gået lige ind i afmagten, lige ind i den grusomme lidelse og smerte på korset, lige ind i dødens mørke. Åndedrættet stoppede. Pulsen ebbede ud. Hjertet holdt op med at slå. Døden omsluttede både hans krop og sjæl. Alt var forbi. Og hans døde krop blev i al hast taget ned fra korset og lagt ind i en gravhule.
To get out, go in deeper.
Hvad der skete på sabbatsdagen i gravhulen, er der ingen der ved. Men den morgen, da kvinderne havde taget mod til sig og var gået helt ind i mørket, da mødtes de pludselig af to skikkelser i lysende klæder. Et lysende budskab. Åbningen.
”Han er ikke her, han er opstået”. Her er udgangen. Det er påskemorgens lys og håb. Åbningen ud af mørket.
Vi finder den ikke selv. Den finder frem til os. Kvinderne ved ikke hvad de skal tro. Det gør vi heller ikke, når vi vandrer i mørket. Men troen og håbet finder frem til os. Og kærligheden holder os fast uanset hvor dybt ind i mørket vi må gå.
To get out, go ind deeper.
Glædelig påske!
Smukke ord