På Vittrupskolen bliver man klogere på sig selv og sine muligheder

Unge over 18 med boglige problemer bør måske overveje…at tage på skole igen…Vittrupskolen.

529

Hvis en ung synes at være havnet i en umulig position uden direkte mulighed for at gå videre i uddannelsessystemet på grund af utilstrækkelige boglige resultater og resurser, så kan løsningen være et kostskoleophold med fokus på de praktiske sider af den unges interesser kombineret med en god portion social læring…

En årelang tradition med undervisning og social læring i Vittrup fortsættes i de smukke bygninger lige uden for byen med et ganske særligt uddannelsestilbud.

Endnu er der god plads i kantinen, men det er ikke planen, at det skal vare ved…Første store rykind forventes til åbningsreceptionen…

Fredag den 19. januar inviterer Vittrupskolen til åbningsreception fra kl. 15 til 17, og forstander Casper Nellemann håber på et stort rykind fra nær og fjern.

Forstander Casper Nellemann fanget i et af de få øjeblikke, hvor han ikke ligger vandret i luften for at nå det hele…Casper er i øvrigt en ganske habil sækkepibespiller, men det fornemmes, at der de seneste måneder ikke har været tid til at lufte kilten…

Anledningen er, at forstander, personale og bestyrelse nu tror på succes. Succes efter en noget forsigtig og tumultarisk start i efteråret 2017, men det kommer ikke af sig selv. Alle ligger vandrette i luften for at få den fri fagskole – Vittrupskolen – gjort så levedygtig, at den kan stå på egne ben.

Skolekredsen bag Vittrupskolen har haft travlt med renovering og klargøring. Dette flotte lokale er dog ikke rørt. Det var fysiklokale på Vittrup Efterskole og fremstår som nyforladt og lige til at gå til…

I den forbindelse er FlaskePosten blevet inviteret til en snak om et anderledes skoletilbud, om lokalt engagement og forankring, om engagement i den gruppe af unge, som falder uden for de gængse uddannelsestilbud.Vittrupskolen er en såkaldt fri fagskole, der lægger vægt på gøremålspædagogik.

Charles Dickens beskriver et sted den pædagogik på en opdragelsesanstalt i 1800-tallets England: Læreren beder en af eleverne stave til hest. Eleven staver korrekt og får som belønning beskeden: ”Gå så ud og stril den.” Ret enkelt dengang, men i dagens Danmark skal der mere til.

Hands-on og teori skal hænge sammen, og sammenhængen sikres i selskab og samarbejde med voksne, der ved, hvilken vej der skal skrues.

Her skal vist skrues en del, inden sættet bliver brugbart…Der er heldigvis voksne, der kan, og som gerne vil dele deres kunnen med unge mennesker…

Håndværk, Landbrug og Køkken er de tre værksteder, der behørigt knyttes sammen med en række boglige/teoretiske fag. Det er faktisk muligt at tage folkeskolens afgangsprøver i dansk og matematik, hvilket også siger noget om meningen med det hele. De unge skal videre i uddannelse, og det er et faktum, at en del folkeskoleelever umiddelbart ikke får det ud af skolegangen, som var meningen. En fjerdedel af de erhvervsskoleelever, der startede i 2014 ville ikke være blevet optaget efter de nye regler!

Nogens skyld? Næ..det er en kendsgerning, at mellem 10 og 15 % af alle børn og unge har udfordringer, der i perioder kan gøre det svært at lære optimalt, så det bør ikke være overraskende, at der er unge, der falder ud i et uddannelsesmæssigt tomrum.

-Vi tager de unge, hvor de er og som de er, og sætter dem i stand til at komme videre, siger forstander Casper Nellemann, der efter 17½ års arbejde på Try Efterskole (efterskole for unge med særlige behov) ved, hvad han taler om.

Køkkenet er klart til at slå større brød op end dem, der bages lige for tiden..der satses kraftigt på mindst en firdobling af det nuværende elevtal…her i køkkenet har i øvrigt indtil for nyligt huseret den i Hjørring og omegn verdenskendte kok, Uffe Nielsen, som bla bestyrer restauranten på Vendsyssel Teater…

Uden et tæt og godt samarbejde med beboerne og erhvervslivet i Vittrup og omegnen lykkes det ikke. Der skal laves praktikaftaler, og der skal laves samarbejdsaftaler med lokale foreninger, som allerede nu er inviteret indenfor til at bruge idræts- og mødefaciliteter, og alle aktiviteter, forestiller forstanderen sig, kan bidrage til gøremål med relevans for de unge.

I skrivende stund har skolen 8 elever og flere er på vej i den nærmeste fremtid. Målet er hurtigst muligt at nå op i nærheden af de maximale 40.

Hver dag på Vittrupskolen byder på nye tiltag, nye ideer, nye kontakter og en masse praktiske gøremål – fx. flytning af fyret ca dertil, hvor fotografen står…

FlaskePosten løfter på hatten for initiativ og engagement og lægger gerne spalteplads til rådighed for gode historier fra den kant. Kommer vi til at høre noget til Frederik fra Tornby og om, hvorfor han er elev på Vittrupskolen? Når skolen sit mål om 40 elever? Og vil det lokale erhvervsliv støtte op med praktikpladser til dem alle? Vil Vittrupskolen – Den fri Fagskole – kunne fortsætte en meget lang tradition som center for dannelse og brobygning til uddannelse og det virkelige liv? 360 grader rundt? FlaskePosten.nu følger op og følger med…

Interesseret? Så tjek skolens hjemmeside:  www.vittrupskolen.dk

Åbningsreception fredag den 19. januar kl. 15-17
Foto: Torben Elling.
0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments