Osman Köse har endnu engang tænkt kreativt på Sason i Nørregade

Osman Köse har ofte realiseret kreative ideer indenfor, men nu sker der for alvor også noget nyt udenfor Sason i Hirtshals.

58

Allerede i juli 2014 skrev vi her på FlaskePosten, at der vist ikke er mange restauranter med speciale i pizzaer, som kan præstere at have haft samme ejer ligeså længe som Sason i Hirtshals. Her har Osman Köse nemlig været indehaver siden 1998.

Dengang beskrev vi desuden et varieret menukort, der rækker fra de helt enkle salatpizzaer til de stærkere af slagsen, med eksempelvis hvidløg, chili, gorgonzola og jalapenos, over pastaretter til blandt meget andet grillspecialiteter, burgere og bøffer.

Ligeledes kunne vi dengang konstatere, at de mange år i byens gågade oppe ved runkørslen nok signalerer stabilitet, men det har bestemt ikke betydet stagnation, da Osman flere gange har bygget om og renoveret lokalerne, men nu sker der også noget udenfor Sason.

– Jeg ved ikke, hvorfor  jeg ikke har fået den idé før, men pludselig var den der bare. Hidtil har gæsterne om sommeren skullet sidde ved mindre borde ud mod gågaden, hvor der både kunne være blæst og turisterne gående tæt forbi bordene, fortæller Osman, da han fredag aften får besøg af FlaskePosten.

– Min idé var derfor, at jeg da bare kunne få bygget en store og afspærret terrasse mod sydøst, hvor der både er læ og sol det meste af dagen, hvilket oven i købet giver mulighed for at få plads til 50 gæster udenfor, noterer en forståeligt nok tilfreds Osman.

Den store terrasse i træ matcher flot restaurantens facade og skal nok give anledning til hyggelige stunder med god mad for masser af turister og lokale i løbet af sommerhalvåret. FlaskePosten ser i hvert fald frem til det første besøg ved et af bordene på en lun forårsaften.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Søren
10 år siden

Vi sidder der næsen hver dag om sommeren med familien fra Norge. Super lækkert sted!