Alternativ camping i Løkken

For at tage på billig campingferie har en familiefar bygget sin egen campingvogn på en almindelig trailer, der vækker opsigt hos Løkken By Camping.

1424

Det er gyldne tider for campingbranchen i Nordjylland. Både campingvognsforhandlere og pladsejere melder om markant større interesse i forhold til sidste år.

Faktisk melder Dansk Camping Union udsolgt på alle pladser i landet med undtagelse af pladsen i København. Også hos campingvognsforhandlerne går det stærkt. Alene i juni er 60 procent flere vogne end sidste år blevet indregistreret – dertil kommer handlen med brugte vogne.

Også på Løkken By Camping går det godt. I disse uger kan de hver aften melde udsolgt, og det er her, at Per Paarup, hans to børn og en noget alternativ campingvogn er slået op for natten.

For Per Paarup har nemlig selv bygget en campingvogn på en ganske almindelig trailer. For det behøver nemlig ikke være helt så dyrt som en gennemsnits campingvogn, der er seks meter lang og koster 200.000 kroner inden udstyr.

Nysgerrige naboer og forbipasserende

– Vi ville gerne på camping, og vi ville gerne gøre det billigt – og når først man kommer i gang, er det her også sjovere, siger Per Paarup foran sin hjemmebyggede campingvogn.

I øjeblikket er han med sine børn på vej rundt for at opleve Nordjylland, og hver gang de kommer til en ny campingplads skal vognen bygges op. Siderne, taget, et muldtoilet, markisen og så videre. Og det er særligt, når familien fra Skovby i Midtjylland er ved at samle campingvognen, at der kommer reaktioner fra nabo-campisterne.

– Folk kigger lidt skeptisk, men når siderne begynder at komme på, kan de næsten ikke vente, til vi er færdige med at bygge. Dem, der går ude på vejen, er jo ved at dreje hovedet af led for at kigge, siger Per Paarup med et smil.

En anderledes måde at campere på

Og naboerne på Løkken By Camping kiggede da også en ekstra gang, da familien kom kørende ind på pladsen med en trailer, bil og en markise. Det indrømmer de gerne.

– I forhold til dem er vi jo luksuscampister, så det er jo sjovt at opleve en anderledes måde at campere på. Det er fantastisk, siger Lene Olsen fra Falster, og manden stemmer i:

– Det var spændende at følge med i, for børnene supplerede deres far med at samle vognen, og de kommunikerede så fint med fremgangsmåden. Det er jo bare super, siger Kjeld Olsen.

Også naboen Peter Misch fra Sønderborg, der har været campist i 40 år, var imponeret.

– Jeg har aldrig set noget lignende, og det er nok noget af det sjoveste, jeg har set, mener han.

Familien Paarup har indtil nu besøgt Nykøbing Mors og Løkken på deres tur rundt i Nordjylland. Søndag kører de mod Skagen, og efterfølgende går turen til Dokkedal.

Tjek indslaget her: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments