Oplev foredraget »Hvalernes skjulte liv« i Lønstrup Café Bio

I Lønstrup Café Bio kan du tirsdag den 12. marts kl 18.45 i en direkte transmission fra Aarhus Universitet få indblik i »Hvalernes skjulte liv«.

45

Tag med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande og prøv at forstå, hvordan en kaskelothval holder vejret i to timer og hør, hvordan hvalerne, hvis forfædre var landdyr tæt beslægtet med nutidens grise, har tilpasset sig livet i vand.

Professor i sansefysiologi Peter Teglberg Madsen, Institut for Bioscience – Zoofysiologi, Aarhus Universitet fortæller om hvalernes fascinerende liv.

Hvalernes forfædre var landdyr tæt beslægtet med nutidens grise og kameler. For mere end 30 mio. år siden forlod disse pattedyr landjorden til fordel for et liv i vand. De nulevende hvalarter har i ekstrem grad tilpasset sig til et liv i en lang række forskellige vandmiljøer – fra dybe oceaner til lave floder.

I mange år har forskere kun fået indsigt i hvalernes liv ved at studere dem i den korte tid, de befinder sig ved overfladen eller ved at dissekere døde hvaler og herudfra gætte sig til, hvordan de lever. Men ny teknologi har i de sidste ti år givet forskerne enestående muligheder for at studere hvalernes fysiologi og adfærd langt til havs, og mens hvalerne er neddykket.

I foredraget tager vi blandt andet med verdens mindste hval, marsvinet, på jagt i danske farvande, og vi prøver at forstå, hvordan en kaskelothval holder vejret i to timer, hvordan en grønlandshval undgår at fryse ihjel, og hvordan en blåhval tager 70 tons vand ind i munden uden at rykke kæberne af led. Og så dvæler vi ved, hvordan hvalerne har tilpasset sig livet i vand – en verden der er vidt forskellig fra den deres forfædre på land vandrede rundt i.

Lønstrup Café Bio kan du tirsdag den 12. marts kl 18.45 opleve en direkte transmission af foredraget med professor Peter Teglberg Madsen. Gratis adgang (støttet af Carlsbergfondet).

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments