
Esbjergevangeliet, som er malet af Erik Hagens, er et 40 meter langt vægmaleri, der til daglig er udsmykning på Esbjerg University College.
Værkets størrelse og detaljerigdom minder lidt om livet; man kan ikke overskue det hele på én gang og søger derfor de store linjer. Men bag ved dem ligger der en masse små fortællinger, som er byggestenene til et liv.
Esbjergevangeliet er et spejlbillede af Danmark i dag og samtidig en skildring af et liv fra ende til anden. Flettet ind i maleriets motiver finder man cirka 150 bibelcitater.
Betydningen opstår i et samspil mellem billede og tekst. Esbjergevangeliet er altså vores historie sat i relief af Bibelens fortællinger. Maleriet skaber med sine humoristiske og provokerende billeder en fortælling, som man kan gå på vandring i og fortælle med på.
Esbjergevangeliet er et fotografisk aftryk i lidt mindre målestok end originalen, men stadig fuld af detaljer. Det kan opleves efter gudstjenesten, der starter kl. 10.30 søndag, i Hirtshals Kirkecenter.
Esbjergevangeliet vil desuden være opstillet den kommende uge. Der kommer en del skoleklasser for at få undervisning i de spændende rammer. Alle er dog meget velkomne til at kigge ind i Kirkecentret. Der vil være åbent kl 8.00 til 14.00 mandag til torsdag og 8.00 til 13.00 fredag.
Udstillingen er arrangeret af Skole-Kirketjenesten i Hjørring Kommune i samarbejde med menighedsrådet i Hirtshals.