Af Torben Elling, foto
og Palle W. Nielsen, tekst
Der var næsten udsolgt til mandag morgens forestilling i musiksalen på Vendsyssel Teater i Hjørring, hvor Spar Nords lokale afdeling havde indbudt til et ekslusivt møde med landets skatteminister, Karsten Lauritzen fra Venstre.
Der kom cirka 100, så derfor var morgenkaffen flyttet fra banken til teatret.
Ministeren har boet i Hjørring i mange år og stiller igen op til folketingsvalg i Hjørring-kredsen, hvor han er en særdeles flittig besøgende. Denne mandag byder for ministeren blandt andet på flere virksomheds-besøg og efter mørkets frembrud generalforsamling i Venstres Hjørring-kreds.
Karsten Lauritzen var vanen tro i hopla og meget oplagt til halvanden times blandede bolscher med grin, sjov og nogen alvor på scenen.
Ministeren kom blandt andet ind på en måske vis sammenhæng mellem det, der foregår i Folketinget og i teatret.
Han har naturligvis taget hul på valgkampen og havde et godt bud på en kommende valgdato – nemlig søndag den 26. maj. Den dag skal vi alligevel til EU-valg, og skatteministeren gætter på, at der også kan blive folketingsvalgs samme dag – også selv om det i så fald ikke vil være den traditionelle tirsdag.
Han er selv helt klar til valg og har foreslået, at det letteste ville være at lade den nuværende regering fortsætte. Det skal dog nok lige rundt vælgerne og måske en dronning.
Karsten Lauritzen fortalte, at han har fået mange roser for sit arbejde som skatteminister, og flere har angiveligt foreslået, at han burde fortsætte på posten også i en eventuel socialdemokratisk regering. Det anser han dog ikke for sandsynligt.
Skatteministeren var naturligvis fuld af gode intensioner og oplæg til, hvordan Danmark i fremtiden skal styres mod endnu bedre tider, for det går faktisk godt i landet, understregede mininisteren. Han tilføjede, at det går ganske udmærket, når det skal udtrykkes med nordjysk underdrivelse.
Han vil gerne arbejde for at mindste skatter og afgifter, hvilket tager tid, for Danmarks velfærd betales i høj grad af netop afgifter og skatter.
Hjørring Kommunes borgmester Anre Boelt (S) leder et oprør og opgør mod en utilregnelig udligningsordning mellem kommunerne, der betyder, at mange kommuner er blevet snydt for mange millioner i forhold til blandt andet den meget rige Københavns Kommune. Derfor har nogle kommuner anlagt sag mod staten.
Venstres viceborgmester i Hjørring byråd, Henrik Jørgensen, sagde fra salen, at han principielt er imod, at kommuner skal køre dyre retssager for skatteborgernes penge mod staten, og det synspunkt understøttede også ministeren.
Henrik Jørgensen ønskede i øvrigt Karsten Lauritzen et rigtigt godt valg og udtrykte håb om, at ministeren kan trække så mange stemmer, at det udløser mindst et tillægsmandat i Nordjylland. Henrik Jørgensen er opstillet til Folketinget for Venstre i Brønderslev-kredsen.
-Jeg skal gøre mit, for det er vigtigt, at vi er mange, der i Folketinget råber op og taler Nordjyllands sag, fastslog skatteministeren, der også er ret sikker på, at den tredje Limfjordsforbindelse bliver til noget.
Morgenen rummede også plads til spørgsmål og snak om solceller, el-biler, miljø, landbrug, fiskeri, Brexit og meget mere. Skatteministeren ser gerne, at der på længere sigt bliver lavere afgifter blandt andet på el-biler, men her og nu er der ikke råd til at undvære indtægterne fra de mange afgifter.
-Vi skal generelt kigge på hele skatte og afgiftsystemet – også på boligområdet, som er det eneste område i Danmark, hvor man ikke beskattes af fortjenester. Det skal vi have kigget på, for det er ikke sundt, at så mange i Danmark investerer i boliger, fordi det er det eneste i Danmark, det er skattefrit at investere i.
Karsten Lauritzen erkendte, at han ikke har svar på alle spørgsmål og ikke løsninger på alle udfordringer, så skulle der være nogen, der har gode løsninger, er man velkommen til en kop kaffe på ministerens kontor i skatteministeriet.