Kris på 27 er yderst beskyttende over for sin halvinvalide onkel, med hvem hun driver et mindre landbrug i Sønderjylland. De har et nært forhold og stor forståelse for hinanden, selvom de tilbringer det meste af deres finurlige hverdag i tavshed.
Selvom Kris er tynget af sin store ansvarsfølelse, så har hun ikke noget dårligt liv. Men hun fastholdes i en hverdag, hvor den ene dag afløses af den anden, med helt fastlagte rutiner. Det kunne se ud, som om tiden er gået i stå, når kun lyden af væguret bryder den larmende tavshed. Men i virkeligheden leves et simpelt liv, indrettet efter naturen og årstidernes skiften, i samhørighed med gårdens dyr.
Da Kris redder en kalv under en kælvning, bliver hendes interesse for dyrlægefaget igen vakt, og hun udvikler et venskab med den snaksaglige dyrlæge Johannes. Hun opdager langsomt, at der er et liv uden for gården og møder den unge Mike, som ser lige igennem hendes reserverede personlighed. Sød musik opstår mellem dem, og et skelsættende spørgsmål presser sig på.
For Kris kæmper med sin samvittighed – tør hun overlade onkel til sig selv? Tænk, hvis det værste sker, vil hun så nogensinde kunne tilgive sig selv?
Læs mere her: Lønstrup Café Bio