Af Niels Skipper
Indehaver af netavisen
Ikke bare demokratiet, men også videnskabens fremdrift bygger på borgernes frihed til at give udtryk for tanker og idéer.
Denne frihed er mange steder og på flere måder under pres, men lad os i denne sammenhæng bare vende blikket mod vores helt egen og lokale andedam.
Den 30. januar bragte vi en nyhed fra døgnrapporten hos Nordjyllands Politi. Efterfølgende farer en debattør i flint og beskylder netavisen for at bringe urigtige oplysninger.
Det udvikler sig til en lidt længere diskussion, hvor debattøren ikke evner at skelne mellem kilden og budbringeren, som altså i dette tilfælde er henholdsvis politiet som myndighed og den lokale netavis.
Den debat løber imidlertid hurtigt ind i et problem, der viser sig større end den åbenbart uoverstigelige vanskelighed ved at skelne mellem kilde og budbringer, som ellers er alvorlig nok, idet debattøren herefter konsekvent sletter sine indlæg.
Det er i sagens natur helt hen i vejret og kortslutter den videre diskussion, når debatten nemlig lige præcis er kommet til at dreje sig om dens egne præmisser, som i dette tilfælde er forskellen på tilgængelig viden og fakta samt postulater.
Helt absurd bliver forløbet, da debattøren afslutningsvis i en ny diskussion om samme sag fremfører, at hun som afsender er i sin gode ret til at slette egne indlæg, hvilket kun i udgangspunktet og helt formelt er korrekt, idet den adfærd afskærer andre fra at henvise til tidligere usandheder og ukorrekte påstande. Denne gang har vedkommende desuden vist sig ude af stand til at skelne mellem en anden debattørs ytringer og netavisen.
Dermed er vi imidlertid inde ved kernen i den demokratiske debats måske aller største udfordring. Mange borgere evner nemlig ulykkeligvis ikke at udholde uenighed.
Når de støder ind i holdninger og ytringer, som de ikke deler og ikke formår at argumentere rationelt imod, da griber de til sprogets værste gloser og de tarveligste kneb.
Det ses også i mange lokalpolitiske debatter, hvor mangt og meget, der i udgangspunktet kunne være morsom ironi, skrider over i grim bagtalelse og tilsvining.
Den slags nederdrægtigheder udspringer dybest set af, at alt for mange borgere lige præcis ikke formår at udholde den nævnte og åbenbart ulidelige uenighed.
Deres tilgang til debatten bliver tydeligvis et derfor dybest set udemokratisk forsøg på fuldstændigt at lukke munden på deres opponenter.
Demokratiets og debattens ideal må derfor fortsat være, at man holder sig til sagen og tilgængelig fakta. Hvor svært kan det være!
“Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli’r aldrig forbi.”
Poul Henningsen
