Til oktober 2018 skal alle i Hjørring Kommune til at sortere vores affald derhjemme i fire rum.
Alle private husstande får udleveret to containere med hver to rum i. Bor du et sted, hvor du deler skraldespand med andre, vil der være flere containere.
De fire rum er:
•Papir
•Plast og metal
•Madaffald
•Restaffald
Det sorterede affald bliver hentet ved din bopæl. Madaffald og restaffald tømmes hver 2. uge, og papir samt plast og metal tømmes hver 4. uge.
I Vrå har man de seneste tre år sorteret affald, og igennem dette forsøg har vi fået en masse god erfaring for hvordan tingene kan lykkes.
Sorteringen i Hjørring Kommune er planlagt ud fra Vrå-projektet.
Hvorfor skal vi sortere vores affald?
Affald er en ressource, der kan få nyt liv. Derfor skal vi fremover genanvende mere af vores affald og ikke blot sende det til forbrænding. Det er vores håb, at du som borger hurtigt vænner dig til sorteringen og kommer til at opleve sorteringen som en serviceforbedring.
Hvordan skal vi sortere vores affald?
Vi afskaffer affaldssækken og den almindelige container, og i stedet får du to containere med plads til de fire forskellige typer affald. Derudover leverer vi grønne plastikposer og en beholder til madaffaldet, så du nemmere kan sortere madaffaldet i køkkenet. Vi laver også en sorteringsguide, som allerede nu kan ses på hjemmesiden om affald.
Vil du vide mere?
På www.hjoerring.dk/sorteringen2018 lægger vi løbende information ud om affaldssorteringen.
Derudover er der en facebookside, hvor Hjørring Kommune har fulgt projektet i Vrå. Her kan du se mere om affaldssorteringen. Det er også på denne facebookside, at vi svarer på spørgsmål og bringer nyheder.
Hvis du har et sommerhus
Som hovedregel bliver sommerhuse ikke omfattet af den nye indsamlingsordning i denne omgang men først senere. Visse sommerhuse med helårsbeboelse, og hvor det passer med indsamlingsruter, vil komme med i ordningen til oktober.
I så fald hører I fra os.
Kilde:
Affaldsafdelingen i Teknik & Miljø, Hjørring Kommune
affald@hjoerring.dk Telefon 7233 6760