Regnbueørreder i massevis og godt nyt om Bindslev Gl. Elværk

Mens Bindslev Gl. Elværk angiveligt er reddet i denne omgang, hiver lystfiskerne bogstavelig talt regnbueørreder i spandevis op af Uggerby Å.

12

Efter sidste uges skybrud, hvor regnbueørreder for flere millioner kroner slap ud af Mosbjerg Dambrug, opfordrede Henrik Kassow Andersen, som er formand for Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn, alle til komme ud med fiskegrejet ved Uggerby Å.

De mange tusinde regnbueørreder udgør nemlig angiveligt en potentiel trussel mod den eksisterende bestand af bækørreder og havørreder i åen. Mange har da også taget udfordringen op og har været ude med fiskestangen. Således har Lasse Christensen Aså alene i dag fanget 51 store regnbueørreder. Fangsten har han dokumenteret med et foto i foreningens gruppe på Facebook.

Det er i sig selv en god nyhed, men den står ikke alene, idet Bindslev Gl. Elværk, som i weekenden var truet af sammenbrud under vandmassernes enorme pres, ser nu også ud til at have overlevet syndfloden. Der venter dog den selvejende institutions medlemmer et stort arbejde.

– Det er måske 1000 timers arbejde, som venter. Man kan roligt sige, at finishen er gået af værket, siger formand Arne Povlsen i dag til Nordjyske Stiftstidende. Han forventer angiveligt, at der går mindst en måned, før værket igen kan producere strøm.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments