Marinarkæologen Jørgen Dencker skal overrække fjeren fra Ørnereservatet til høvding Young Eagle fra MicMac-stammen i Maine, hvor den vil indgå i en ny hovedprydelse til ham, som vil gå i arv til hans efterkommere.
For indianerne symboliserer ørne styrke, mod og ære. Desuden betragtes de som det mest hellige dyr, fordi det kan flyve over skyerne med bønner og ønsker til altings skaber.
– Indianerne har generelt en særlig respekt for og forbindelse til naturen, som er både prisværdig og smuk, og som vi kan lære af. Det er noget, som også optog min far, der blandt andet flere gange havde besøg af indianere, fordi de gerne ville være tæt på rovfuglene her på Ørnereservatet. Det er en særlig ære for os at bidrage til hovedprydelsen og således blive en del af indianerstammens fortælling i generationer, siger Peter Wenzel, som er indehaver af Ørnereservatet.
Ørnefjer i hovedprydelsen er det ypperste for høvdingen, da det ifølge indianernes kultur giver ham kraft og styrke til at komme i kontakt med de højere magter.
Marinarkæologen havde samtidig en flettet græskrans af sweetgrass og hellig tobak, som er en blanding af salvie, sweetgrass, firkløver og enebær, med til Peter Wenzel fra høvding Young Eagle.
– Han havde selv lavet den for at vise sin tilstedeværelse ved begivenheden og for at vise sin taknemmelighed, tilføjer Peter Wenzel.
Forfædrenes sendebud
Jørgen Dencker arbejder til daglig på Vikingeskibsmuseet i Roskilde og har i årtier gjort vigtige arkæologiske fund på undersøiske stenalderbopladser i Danmark.
I den forbindelse har han holdt en række foredrag på amerikanske konferencer, og i 2011 blev han special advisor for den amerikanske kulturstyrelse i forbindelse med etableringen af havvindmøller i USA.
Opgaven lød på at lære amerikanske kollegaer at afdække områder af særlig arkæologisk betydning, så vindmøllerne kunne blive etableret under hensyn til den oprindelige amerikanske befolknings helligdomme, blandt andet indianernes forfædres bopladser og gravpladser. Men det skulle vise sig at blive en større og mere spirituel oplevelse, end han umiddelbart havde regnet med.
Høvdinge fra seks-syv stammer havde diskret deltaget i konferencerne, og de så nu Jørgen Dencker som et sendebud fra deres forfædre.
– De mener, at de helligdomme, der er på havets bund, er de eneste, som den hvide mand ikke har ødelagt for dem. Derfor ser de mig som en særlig udsendt – sendt fra Europa til USA af deres forfædre, og jeg har haft æren af at deltage i ceremonier og blive indviet i deres kultur. Indianernes spiritualitet og forbindelse med naturen og deres forfædre er meget anderledes end den opfattelse, vi hvide europæere har af tingene i dag. Der ligger mange smukke tanker bag, og jeg må sige, at jeg virkelig har taget det ind og ser også mit arbejde på danske stenalderbopladser på en anden måde nu, siger Jørgen Dencker og bemærker, at vi i stenalderen på samme måde som indianerne så naturen som noget helligt.
– Respekten for forfædrene har især påvirket mig, når jeg eksempelvis undersøger vores egne stenalderbopladser. Jeg tænker da lige lidt mere over den åndelige del og fokuserer ikke udelukkende på det rent akademiske, siger Jørgen Dencker, der hos MicMac-stammen er blevet navngivet ”Silverfox” og betragtes som ceremoniel bror til høvdingen.
Når marinarkæologen overdrager fjeren (muligvis flere) til Young Eagle, vil han synge ”The Eagle Honor Song”.
– Og han vil lære mig den, hvilket er utrolig smukt. Indtil nu har jeg “kun” lært ”The Micmac Honor Song”. Det er utrolig vanskeligt at huske de indianske ord, som jo er totalt fremmede for os. Young Eagle vil også lære mig at flette disse betydningsfulde Sweet Grasskranse. Når Young Eagle engang kommer hertil, vil jeg tage ham med til Ørnereservatet og Peter. Det vil være en stor ære og oplevelse for Young Eagle, og han vil helt sikkert synge og tromme ”The Eagle Honor Song”, forklarer Jørgen Dencker
Fjeren – eller fjerene – fra Ørnereservatet overrækkes næste år og skal indgå i en hovedprydelse af 20 fjer. Til hver fjer knytter der sig en fortælling, som vil bliver overleveret fra mund til mund i flere hundrede år frem – og heriblandt er historien om Ørnereservatet i Bindslev i Danmark.