Selvom der ikke står noget i Bibelen om kyndelmisse, markerer dagen, at Jesus som spæd blev vist frem for Gud i templet. Kyndelmisse ligger 40 dage efter jul.
Ifølge Moseloven var kvinder nemlig urene indtil 40 dage efter, de havde født. Først derefter kunne de komme i templet med deres barn og blive renset, og det fortæller Lukasevangeliet, at Maria gjorde. Derfor kaldes dagen også Mariæ renselsesdag.
Lysfest
Kyndelmisse stammer fra det latinske Missa Candelarum, som betyder lysmesse. Og i middelalderen var kyndelmisse en festdag, hvor man indviede de lys, som året igennem skulle bruges i kirken. Siden 1770 har dagen ikke været en officiel højtidsdag i Danmark, men i de senere år er mange kirker igen begyndt at fejre kyndelmisse. Traditionen er måske på vej tilbage som en lysgudstjeneste, der handler om Jesus som det lys, der sejrer over mørket.
Kyndelmisse slår sin knude
Efter gammel folkelig skik fejrer vi til kyndelmisse også, at vi nu er nået halvvejs gennem vinteren og at foråret og lyset derfor er på vej. På landet var det statustid og forrådet blev gjort op. Det fejrede man med Kjørmes-gilder, som var et sammenskudsgilde, hvor man spiste suppe, flæsk, pølser og pandekager. Derfor var kyndelmisse både lysfest og fællesspisning.
I den danske digtning finder vi også kyndelmisse nævnt. I folkemunde kaldte man dagen for Kjørmes Knud, som betyder Kyndelmisse knude. Og når vi synger Kyndelmisse slår sin knude eller om Kjørmes Knud, i Blichers ‘Det er hvidt herude’ og Aakjærs ‘Sneflokke kommer vrimlende’, så drejer det sig om den knude af frost, som vi kan opleve midt i vinterens mørke.
Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.
Det er tyst herude,
kun med sagte pik på rude
melder sig den små musvit.
Der er ingen fugl, der synger,
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.
Det er koldt herude,
ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.
Hanen sig opsvinger
på en snemand, sine vinger
klaskende han sammenslår.
Krummer halsen stolt og galer –
hvad monstro han vil, den praler?
Hvis endda om tø han spår!
Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges,
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!
Tekst: St. St. Blicher, 1838.
Kilde: Folkekirken.dk.
