Nytår tegner til at give økonomisk stormvejr for fiskerne

Der kommer til at mangle en kvart milliard i omsætning - alene på torsk, efter EU har skåret i fiskekvoterne.

913
Foto: Arkiv.

Selvom mange fiskere er i gang med at modernisere deres skibe, har EUs fiskeriministre netop vedtaget nedskæringer i fiskekvoterne, der sender store dønninger gennem fiskeflåden.

Danmarks Fiskeriforening har regnet på kvoterne, og de er ikke imponerede over beslutningen.

– Med de danske fiskekvoter er der udsigt til et økonomisk uvejr for konsumfiskeriet i det kommende år. Dansk fiskeri bliver virkelig hårdt ramt økonomisk med kvotereduktioner særligt for torsk i alle farvande, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen i en pressemeddelelse.

Der er bebudet kraftige nedskæringer i kvoterne for torsk og andre arter, og det indebærer store økonomiske udfordringer for dansk fiskeri.

For med store kvotereduktioner på torsk i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og i Østersøen kommer dansk fiskeri til at mangle en bruttoomsætning på en kvart milliard kroner i 2020 i forhold til 2019 alene på torsk.

– Det bliver særligt et vanskeligt år for fiskerne i Østersøen. Østersøen er især hårdt ramt med store kvotereduktioner på de vigtigste arter, torsk, sild, brisling, laks og rødspætter. Dertil kommer en lukkeperiode for torskefiskeriet i den vestlige Østersø i februar og marts måned, siger Svend-Erik Andersen.

Svend-Erik Andersen fra Danmarks Fiskeriforening. Foto: Arkiv.

Gennem de senere år har der i dansk fiskeri været en optimisme, der har udmøntet sig i nybygninger og moderniseringer af eksisterende fartøjer.

Uforståeligt med kameraovervågning

Den optimisme har fået et skud for boven med de fiskerimuligheder, de danske fiskere har at se frem til i 2020.

– Dele af den danske fiskerflåde er blevet moderniseret og klar til fremtiden, men der er bekymring for, hvordan det skal gå de kommende år. Det er ikke bare Brexit, som har spøgt længe. Det er også de meget ustabile kvoter, som kører op og ned som en yo-yo i et omfang, som gør det svært for fiskeriet at planlægge. Oven i det kommer så den helt uforståelige danske enegang omkring kameraovervågning af fiskeriet i Kattegat, som man lige har meldt ud. Det er en helt unødvendig mistænkeliggørelse af danske fiskere, som ikke fører noget godt med sig. Det er ikke den måde, man sikrer et fortsat bæredygtigt dansk fiskeri, siger Svend-Erik Andersen.

– Vi har brug for ro og stabilitet. Der er ikke brug for nye forvaltningsmæssige tiltag og eksperimenter omkring dansk fiskeri, understreger Svend-Erik Andersen.

For industrifiskeriet bliver kvoterne for tobis og sperling fastlagt i det første halvår 2020. Efter de sidste par års lave kvoter er der hårdt brug for et godt industrifiskeri i 2020.

– Tobiskvoterne og brislingekvoten blev kraftigt reduceret i 2019 på trods af, at der var mange fisk derude. Det må ikke ske i 2020. De lave kvoter går hårdt ud over industrifiskerne, havnene og fiskemels- og fiskeoliefabrikker, siger Svend-Erik Andersen.

BAG TALLENE
  • Faldet i omsætning er udregnet ud fra de fastlagte kvoter ganget med gennemsnitsprisen pr. kilo for de pågældende arter, i henhold til Fiskeristyrelsens opgørelse af auktionspriser. Der er taget højde for den ”normale” kvoteudnyttelse.
  • For torsk alene er der tale om en reduktion i kvoten på 50 pct. i Nordsøen og Skagerrak, 77 pct. i Kattegat, 60 pct. i den vestlige del af Østersøen og hele 92 pct. for torsk i den østlige del af Østersøen i forhold til indeværende år.
  • Vedrørende Brexit: Efter planen skal EU og UK have forhandlet en fremtidig fiskeriaftale på plads senest 1. juli 2020. Indtil udgangen af 2020 kan danske fiskere fortsat fiske i britisk farvand på de vilkår, som man kender i dag.

Kilde: Danmarks Fiskeriforening.


Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments