
Kommuner og et nyt vandråd skal sammen kvalificere henholdsvis afgrænsningen af vandløb i vandplanerne og udpegningen af kunstige og stærkt modificerede vandløb i oplandet til nordlige Kattegat og Skagerrak.
Derfor opfordres landsdækkende erhvervsorganisationer, landsdækkende grønne organisationer og lokale foreninger, der arbejder med beskyttelse og benyttelse af vand, til inden den 3. april 2017 at anmode kommunalbestyrelsen om at oprette et vandråd. Sammen med anmodningen sendes en indstilling af medlemmer til vandrådet.
Forventningen og hidtidige erfaringer er, at lokal dialog med lodsejere og interesseorganisationer er vejen til de rigtige og holdbare løsninger. Det nye vandråd nedsættes senest 20. april 2017.
Tilbage i 2014 drøftede 20 foreninger og organisationer i det første vandrådsarbejde hvor og hvilke vandløbsindsatser, der burde have plads i 2. generations vandområdeplaner. Repræsentanter for lodsejerne og landbrug anbefalede den gang sammen med repræsentanter for de grønne organisationer enstemmigt vandløbsindsatser for en samlet ramme på omkring 73,3 mio. kr. i oplandet til nordlige Kattegat og Skagerrak.
Det var den daværende Miljøminister, der også den gang bestilte arbejdet, der fik et meget positivt procesforløb. Dialogen og tonen i vandrådet var konstruktiv og god under hele forløbet. Ud over den enstemmige anbefaling var der i vandrådet således enighed om, at konceptet burde videreudvikles og bredes ud til også at omfatte andre dele af indsatsplanlægningen.
Nu har Miljø- og Fødevareministeren stillet en ny og større opgave. Nationalt har fronterne til tider været trukket skarpt op i debatten om, hvilke vandløb der skal med i vandplanerne samt, hvilke der skal udpeges som kunstige og stærkt modificerede. Dialogen i vandrådene forventes dog i modsætning til den hidtidige nationale debat, at blive langt mere konkret om specifikke vandløb.
Et vandråd består af højst 20 medlemmer. Tidsfristen for foreninger og organisationers indstilling af medlemmer til vandrådet for nordlige Kattegat og Skagerrak er 3. april 2017. Sekretariatsbetjening og mødeledelse vil i oplandet til nordlige Kattegat og Skagerrak forestås af Hjørring Kommune.
Kilde: Hjørring Kommune.





















































