Mandag gik et nyt forum for litteratur i luften – og det er lokalt. Littera er en ny Facebook-side med anmeldelser af skønlitteratur, biografier, historisk litteratur og samfundsvidenskabelige værker.
Derudover vil siden præsentere interviews med både kendte og mere ukendte forfattere og omtale litterære begivenheder. Link til Littera; https://www.facebook.com/littera.dk
Litteratur bliver endnu vigtigere i fremtiden
– Jeg mener, at bøger er og bliver endnu vigtigere end nogensinde før. Vi lever i en tidsalder, hvor alting foregår i et rasende tempo, og vi er altid på. Der kan bogen være et helle, hvor vi kan gemme os lidt, stå af ræset for en stund, og i bøgerne kan vi rejse i tid, sted, kulturer og møde alle mulige mennesker. Det tror jeg bliver en større og større værdi i fremtiden, selvom bogen jo på mange måder er gammeldags, da den kræver tid, langsommelighed og fordybelse, siger Litteras redaktør Thomas Klimek.
Littera vil ikke kun fokusere på nye udgivelser, men også anmelde ældre udgivelser, da mange læsere måske ikke ”nåede” en bog, da den udkom, og der kan stå overset guld på boghylden.
Redaktøren på Littera skriver selv, debuterede i 2014 med romanen Logen og er i øjeblikket halvvejs med næste roman, men det bliver ikke ananas i egen juice på Littera, forsikrer Thomas Klimek.
– Nej, mine egne skriblerier holder jeg i en armslængde af Littera, men livet på Littera vil givet også give personlig inspiration, så det er lidt win-win, siger Thomas Klimek.
Litteras redaktør håber, at siden kan motivere flere til at få læst noget litteratur.
– Alt for mange læser kun, når de har ferie eller måske en smule i weekenderne, og det handler jo om tid. Men et lille fif, er at gøre litteraturen synlig. Lad en fristende bog ligge fremme på køkkenbordet eller andre synlige steder, så man minder sig selv om lige at snuppe fem sider, mens lasagnen er i ovnen eller tag bogen med til ungernes fritidsaktiviteter, hvor mange forældre alligevel sidder og glor en time på mobilen, anbefaler Thomas Klimek, der f.eks. selv har en bogreol fra gulv til loft i køkkenet.