Som en del af fornyelserne i Havnegade og omkring Jollehavnen slog Café Møller i foråret 2019 dørene op, og nu står to yderligere bygninger færdige.
De to bygninger, som har været under opførelse siden oktober forrige år, skal rumme henholdsvis et klubhus og et værksted. Klubhusbygningen indeholder desuden tre offentlige toiletter – to almindelige toiletter og et handicaptoilet – som indtil videre forbliver lukkede pga. den aktuelle corona-situation. Næste skridt bliver den udvendige belægning omkring bygningerne og langs kajen. Et arbejde som opstartes på mandag og forventes færdigt inden for de nærmeste uger.
Arealet, hvorpå Café Møller og de to nyopførte bygninger ligger, var tidligere hjemsted for Skibstømreren, som lukkede nogle år tilbage. For at gøre plads til de tre bygninger blev Skibstømrerens gamle bygninger revet ned, og der blev skabt yderligere 1.000 m² havneareal. I samme ombæring, blev der etableret en ny kaj – Skibstømrerkajen – som har øget Jollehavnens kapacitet med 10 ekstra bådpladser. Desuden har kajen, som ligger parallelt med OC’s Plads, fået sig et navn – nemlig OC’s Kaj.
Det er Hirtshals Havn Drift og Ejendomme, et datterselskab etableret af Hirtshals Havn, som står bag opførelsen af både klubhus- og værkstedsbygningen, der begge allerede er udlejet. Bygningerne skal bidrage til at give området en både moderne og hyggelig karakter i et autentisk miljø. Ligesom det er tilfældet med Café Møllers bygning, har BrixNordberg Arkitektur stået for at designe de to netop færdigmeldte bygninger, mens Hellehøj Tømrer og Snedker, som er hjemmehørende i Tornby, har været ansvarlig for selve byggeriet.
Opførelsen af de tre bygninger er en del af den omfattende renovering af området i og omkring Havnegade og Jollehavnen, som Hirtshals Havn påbegyndte i 2018. Moderniseringsarbejdet, der forventes at blive gennemført over en periode på 8-10 år, skal munde ud i en oplevelsesrig promenade, der forbinder det pulserende byliv og med den driftige erhvervshavn.
– Med fiskeriet og værkstederne som den absolut dominerende aktivitet på Vesthavnen vil vi omkring Jollehavnen skabe et miljø, der dels forstærker forbindelsen mellem by og havn og dels bliver en oplevelsesrig livsnerve. Udover at være en trafikåre skal Havnegade altså også være rum for indkøb, ophold og madoplevelser i et autentisk og moderne havnemiljø – både for lokale borgere og turister, uddyber Jens Kirketerp Jensen, der er administrerende direktør hos Hirtshals Havn.
Kilde: Hirtshals Havn.