Det meste af året vil der være søndagsåbent på Hirtshals Museum, således at lokale, der stadig er på arbejdsmarkedet, og byens besøgende får bedre mulighed for at besøge byens hyggelige kulturhistoriske museum og for at få blandet sig en rigtig Hirtshals-bjesk.
Det er vores erfaring, at flere kommer halsende i deres frokostpause for at få lavet en bjesk f.eks. som gave til en rund fødselsdag og hastigt tager tilbage på arbejde, så snart etiketten er klistret på flasken. Samtidig har flere efterspurgt weekendåbent, fordi de skal besøge gamle venner i Hirtshals og i den forbindelse ønsker at se Hirtshals Museum for at opleve lidt af det Hirtshals, der var engang.
Derfor vil museet gerne give disse grupper bedre mulighed for i ro og mag at besøge museet, hvor vores frivillige butikspersonale vil tage imod gæsterne.
Herudover har museet i samarbejde med flere af de kreative frivillige bl.a. valgt at lave aktiviteter i vinterferien i uge 7 og 8. Tirsdag aften i uge 7 vil der være snigpremiere på Årets Bjesk 2020 og ligeledes vil man kunne smage Signe Hansens Dronningens Bjesk, der helt eksklusivt vil blive lavet på laboratoriet gennem de første 6 måneder af 2020, hvorefter den vil blive afløst af en anden af hendes opskrifter, som vi almindeligvis ikke har på hylderne. Torsdag i uge 7 samt tirsdag og torsdag i uge 8 vil der være forskellige kreative værksteder, der er velegnet for børn ifølge med forældre eller bedsteforældre og andre kreative sjæle.
Museet har dog også gennem de seneste år erfaret, at antallet af besøgende i årets første tre måneder hvert år har været meget lavt – muligvis har folk fået fyldt godt op på bjeskhylderne inden jul, eller også trænger de bare til at puste ud ovenpå en travl december, hvem ved? Så for at prioritere museets ressourcer bedst muligt vil der udelukkende være åbent den sidste søndag i januar, februar og marts i 2020. Til gengæld vil der så være mere åbent gennem årets sidste måneder fra efterårsferien og frem til jul, hvor behovet synes væsentligt større.
De nye åbningstider for 2020 fungerer indtil videre som et forsøg, og vi vil efterfølgende evaluere, hvorvidt åbningstiderne fortsat skal være således.
Hirtshals Museums åbningstider 2020:
Januar-marts: Sidste søndag hver måned kl. 11-15 samt tirsdag og torsdag i uge 7 og 8 kl. 11-15
April-juni: Tirsdag, torsdag og søndag kl. 11-15
Juli: Mandag-fredag kl. 10-16 og søndag kl. 11-15
August-december: Tirsdag, torsdag og søndag kl. 11-15