Nye skibsmontører med gode jobmuligheder også på Hirtshals Havn

Nyudlærte skibsmontører sikrer sig gode jobmuligheder og virksomheder ligeledes kvalificeret arbejdskraft også på Hirtshals Havn.

10

Skibsmontørlærlingene Christian Kjettrup Christensen fra Orskov Yard, Ronni K. Hansen, Dany Calix og Bengt Olsen fra VMS Group, samt Sune Jensen fra Vestkajens Maskinværksted i Hirtshals har alle bestået svendeprøven som skibsmontører på EUC Nord.

Disse fem unge mænd kan nu skifte lærlingetitlen ud med nyuddannet svend. En titel der sikrer deres fremtid i forhold til gode job- og videreuddannelsesmuligheder.

Ronni K. Hansen har været på en længere uddannelsesrejse inden dagen i dag, hvor han står med svendebrevet i hånden. Han startede sin maritime karriere på skoleskibet Georg Stage, derfra videre til søs som befaren skibsassistent, arbejdede et par år job som ufaglært inden han som voksen gik i lære hos VMS Group.

– At have gennemført skibsmontøruddannelse forøger mine fremtidige jobmuligheder meget og det er fedt endeligt at stå med svendebrevet i hånden, siger Ronni K. Hansen.

– Jeg har tidligere arbejdet som ufaglært, og der er ingen tvivl om, at jeg med et svendebrev i hånden står stærkere den dag jeg skal ud og søge job. Jeg har i min læretid hos VMS Group haft mange spændende rejsejobs og lige nu er det den vej, jeg gerne vil fortsætte ad” slutter Ronni K. Hansen.

Lærlingeflokken hos VMS Group A/S tæller i alt 14 lærlinge, hvor Ronni som en af flere indgår som voksenlærling og de øvrige er unge, der er påbegyndt erhvervsuddannelser direkte efter folkeskolen.

Alle lærlingene er omfattet af den maritime lærlingeordning, som faciliteres af MARCOD, hvor flere virksomheder er gået sammen om at finansiere en fælles ressource, der varetager opgaver i forbindelse med virksomhedernes lærlinge.

Sune Jensen er i lære hos Vestkajens Maskinværksted A/S i Hirtshals, som netop er blevet overtaget af Hirtshals Yard, der har været med som partner i samarbejdet fra lærlingeordningens start tilbage i 2014.

For Rasmus Brohus, direktør ved Hirtshals Yard var det naturligt ved overtagelse af Vestkajens Maskinværksted, at lade virksomhedens tre lærlinge indgå i lærlingeordningen på lige fod med de syv lærlinge, der er ansat på Hirtshals Yard.

– Ved overtagelse af en virksomhed er der mange formalia, der skal være på plads, blandt andet også i forhold til lærlingene. Her har det været en stor hjælp at kunne overlade papirarbejdet til vores lærlingekoordinator Anette H. Sørensen fra MARCOD, som kender procedurerne og har et netværk, der gør det nemt for hende at gå de rigtige steder hen i forhold til at hjælpe os på vej, siger Rasmus Brohus.

Virksomhederne i lærlingeordningens kæphest er, at den bedste arbejdskraft er den, man som virksomhed selv er med til at uddanne, og det er et fælles ansvar for alle at være med til at uddanne arbejdskraft uanset om virksomheden er stor eller lille.

MARCOD opfordrer alle virksomheder til at stille sig selv to spørgsmål. ”Hvor høj er gennemsnitsalderen blandt virksomhedens medarbejdere og har vi den arbejdsstyrke, vi skal bruge indenfor de næste år for at kunne efterleve vore kunders efterspørgsel?”

Er svarene ja til høj gennemsnitsalder og nej til den rette arbejdsstyrke, så kan til løsningen være at ansætte en lærling mere. Har virksomheden ingen lærlinge, så er det nu man skal starte, for der bliver brug for dem i fremtiden.

MARCOD har netop ansat endnu en lærlingekoordinator, Søren Thomsen, og er det uvant eller nyt at uddanne lærlinge, er det muligt at kontakte MARCOD og blive partner i lærlingeordningen. ”Vi er klar med svar på de spørgsmål, som virksomhederne måtte have” slutter Anette H. Sørensen.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments